Derfor satser Hamrén og AaB på 4-3-3

Erik Hamrén skal forsøge at få sine spillere til at præstere på samme niveau i kampe, som AaB-truppen gør til træning

Erik Hamrén har fået et godt udbytte af træningslejren i Spanien.  <i>Foto: Martél Andersen</i>

Erik Hamrén har fået et godt udbytte af træningslejren i Spanien.  Foto: Martél Andersen

OLIVA/AALBORG:Torsdag satte AaB-truppen kursen hjemover mod Aalborg efter 13 dage i Spanien. Lørdag venter den sidste træningskamp mod Vendsyssel FF på Aalborg Portland Park.

Træningstimerne i Spanien er blevet brugt på at optimere presaftaler, træne offensive løsninger og meget andet. Vigtigst af alt har AaB-lejren terpet en del aftaler, der død og pine skal sidde i skabet mod AGF, når Superligaen sparkes i gang om en lille uge.

- Jeg er tryg ved, at spillerne ved, hvad de skal gøre. I begyndelsen havde vi ikke principperne på plads, men dem har vi fået på plads. Spillerne ved, hvordan vi skal gøre tingene. Så kan de også gøre det uden at skulle tænke så meget over det, siger Erik Hamrén, der understreger, at han stadig ser plads til forbedring. Måske med det faktum in mente, at AaB har lukket fem mål ind i to træningskampe mod ikke alt for prangende modstand.

- Der er stadig noget, vi skal arbejde med. Vi har lavet for mange fejl og for mange personlige fejl, som koster mål. Det er noget, vi skal tage væk. Der er ting, vi kan træne væk. For eksempel det første mål, Viborg scorede mod os. Der var vi ikke i de rigtige positioner, og det kan vi rette til relativt nemt.

- Grundlæggende ved spillerne, hvad de skal gøre. Så handler det om, at vi skal gøre de ting bedre og bedre, siger Erik Hamrén.

Han kan dog med glæde notere sig, at træningskvaliteten er blevet løftet markant. Der har været en intensitet til AaB-træningerne, som den rutinerede træner kun kan være tilfreds med.

- Vi skal blive ligeså gode i kamp, som vi er til træning. Til træning ser det rigtig godt ud, men vi er lidt... jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men vi gør i hvert fald ikke de samme ting i kamp, som vi gør til træning.

AaB mødte svenske Sirius og norske Sogndal på træningslejren, og den modstand er kort men godt set bedre på tidligere træningslejre. 

- Vi har haft to kampe, hvor vi har været i kontrol med kampene, så derfor har vi haft mulighed for at teste det høje pres. Hvis jeg skulle have ønsket mig noget andet i forhold til træningskampene, så havde det været, at vi godt kunne have brugt en kamp, hvor vi blev presset tilbage mod et stærkt hold, hvor vi så skulle forsvare os lavere. Det bliver jo nok det kampbillede, der kan vente os i flere af de fem første kampe, konstaterer Erik Hamrén.

Forklarer formation

Det er et yndet debatemne blandt AaB-fans, hvilken formation superligaholdet skal spille. Mange argumenterer for en treback-kæde, men det bliver 4-3-3, der bliver udgangsformationen for AaB og Hamrén. I hvert fald for nuværende.  

- Vi har set på, hvordan vores trupsammensætning er, og så har vi vurderet, hvordan vi kan skabe de bedste resultater. Det er særligt de sidste 10 kampe, jeg tænker på. Hvordan kan vi bedst muligt sikre os, at vi kan vinde kampe? For vi skal ud at vinde kampe. Vi skal jo vinde flere kampe end de andre, så det har været en stor overvejelse i forhold til valg af formation, siger Erik Hamrén, der dog tilføjer, at det ikke er mejslet i sten og bøjet i neon, at det skal hedde 4-3-3 hele vejen igennem forårets kampe.

- Vi kan jo skifte. Vi har ikke trænet de andre formationer, fordi vi har fokuseret på at blive bedst mulig til det her, men vi har tidligere spillet med en trebackkæde, så vi har mulighed for at skifte i kampene. 

- Fokus har ligget på at blive bedst mulig til 4-3-3, fordi vi i trænergruppen vurderer, at det er det udgangspunkt, der giver os det bedste grundlag for at vinde kampe i nedrykningsspillet og tage så mange point som muligt i de fem første kampe. Vi er klar over, at AGF-kampen er vigtig, men vi har også 14 kampe yderligere i Superligaen efter den, så vi rykker ikke ned af at tabe til AGF, og vi redder os ikke alene ved at vinde den kamp, siger Erik Hamrén.

Når AaB lørdag møder Vendsyssel FF i generalprøven, bliver det uden Lucas Andersen. På grund af en lille skavank var anføreren henvist til at træne individuelt under opsyn af fysioterapeut Morten Skjoldager, da AaB-truppen fredag var tilbage på dansk græs. Han forventes dog at være klar igen i næste uge.

Husk, at du kan se AaB's opgør mod Vendsyssel FF direkte på nordjyske.dk. Der er kampstart klokken 14.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.