Aalborg Pirates

Efter trænerfyring: Aalborg Pirates sled forløsende sejr i hus

Garth Murrays første kamp som cheftræner blev først afgjort i sidste minut

Foto: Hans Ravn

Foto: Hans Ravn

ISHOCKEY:Aalborg Pirates hentede tirsdag aften en forløsende sejr i Metal Ligaen i ishockey. Kamp ét efter fyringen af cheftræner Jason Morgan blev en resultatmæssig succes, da Herning Blue Fox blev besejret 2-0 hjemme i Bentax Arena.

De 2552 tilskuere blev dog holdt på pinebænken frem til kampens sidste minut, hvor Thomas Spelling punkterede forestillingen med en scoring i tomt net. Dermed kunne Garth Murray notere sig en sejr i sin første kamp som cheftræner.

Aalborg Pirates kom klart bedst ud til kampen. Tempoet var højt og spillerne virkede særdeles motiverede. Det kneb dog med at få udnyttet de muligheder, man fint spillede sig frem til.

Foto: Hans Ravn

Foto: Hans Ravn

Der skulle en gave fra Hernings Juusio Salmi til, før dødvandet blev brudt. Han skvattede på isen og efterlod en motorvej til Sebastian Brinkmann. Sidstnævnte tværpassede perfekt til Cam Braes, der sikkert bragte Aalborg Pirates foran 1-0.

1. periode sluttede dog med et par artige Herning-chancer. En fejl af Lasse Bo Knudsen gav Lasse Lassen en gratis mulighed, men Roman Quemener i Pirates-målet stod en fremragende kamp.

Aalborg Pirates kom til gengæld helt skævt ud til 2. periode. Hurtigt var der kø ved straffeboksen, og de mange udvisninger gav naturligt Herning momentum. Ydermere kneb det gevaldigt for aalborgenserne at få pucken ud af farezonen, når selv de mest oplagte muligheder bød sig.

Halvdelen af perioden var Herning i overtal, men det er ikke uden grund, at gæsterne er Metal Ligaens mindst effektive mandskab. De fik godt nok pucken ind over stregen i slutningen af 2. periode, men Roman Quemener blev samtidig skubbet derind, så målet ikke blev godkendt.

Foto: Hans Ravn

Foto: Hans Ravn

Hjemmeholdet må nødvendigvis have haft fokus på disciplinen i periodepausen, men Mike McNamee kan ikke have hørt efter, for 3. periode var kun otte sekunder gammel, da han pådrog sin en udvisning for slashing. Nok engang skød Herning dog med løst krudt.

I stedet burde Sebastian Brinkman efter godt tre minutter have øget til 2-0. Han fik en perfekt tværpasning fra Thomas Spelling - men brændte.

Midtvejs i 3. periode blev chancerne større og større. Hernings kaptajn, Daniel Nielsen, kunne ikke fra tæt hold passere en stærk Quenemer, men også i den anden ende blev der leveret en stor målmandspræstation. Simon Nielsen klarede en Pirates-mulighed med det øverste af staven, og fik desuden hjælp af stolpen på Kelin Ainsworths afslutning.

Til slut blev Herning nødt til at tage målmanden ud i jagten på udligningen, og det udnyttede Thomas Spelling altså til at score til 2-0 med 40 sekunder tilbage.

Med sejren rykkede Aalborg Pirates for en stund op på tredjepladsen i Metal Ligaen. Frederikshavn White Hawks tilbageerobrede dog pladsen et par timer senere, da de slog Esbjerg 5-4.

Kampfakta:

Aalborg Pirates - Herning Bue Fox 2-0

Periodecifre: 1-0, 0-0, 1-0

Mål: 1-0 Cam Braes (15.05), 2-0 Thomas Spelling (59.18)

Udvisninger: Aalborg 6x2 min, Herning 4x2 min og 1x10 min.

Tilskuere: 2552 i Bentax Isarena

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst