Ekspert: Parløb synes langt væk for Fortuna
Fortuna Hjørring har et stort stykke arbejde foran sig for at komme tilbage til toppen af dansk kvindefodbold, mener fodboldekspert Arnela Muminovic
FODBOLD: Det er en historisk nedtur for Fortuna Hjørring, at nordjyderne i år missede en plads blandt de bedste to i landets bedste række inden for kvindefodbold.
Hjørring-klubben har i mange år kørt parløb med Brøndby om guldet i Kvindeligaen. Men den tid kan meget vel være ovre. Det mener Arnela Muminovic, der er journalist og dækker dansk kvindefodbold for DR.
- Det bliver ikke det two-horse-race, som vi er vant til. Det tror jeg ikke, at vi ser mere til de kommende sæsoner, siger hun.
- Sådan er udviklingen i dansk kvindefodbold over de seneste par sæsoner. Det er ikke kun de bedste spillere fra ligaen, der smutter til udlandet. Det er også de næstbedste. Det kan både Fortuna Hjørring og Brøndby mærke. Hvert år skal de finde nye spillere for at holde samme niveau. Det er svært, tilføjer hun.
Her har især Fortuna Hjørring ikke været gode nok til at holde på de erfarne spillere. Det har i år gjort udslag.
- De har manglet rutine. Det er et meget ungt hold. Der er nogle landsholdsspillere som Emma Snerle og Olivia Holdt, der er centrale for holdet. Men det er unge spillere, der skal løfte det for dem. Brøndby har trods alt formået at holde fast i den rutine i form af spillere som Nanna Christiansen og Theresa Eslund, lyder det fra Arnela Muminovic.
Nye kræfter skal kæmpe
Der kommer dog til at ske nye ting i Hjørring, hvor der på flere niveauer i organisationen er kommet nye til.
Jakob Borup er blevet elitechef, mens Brian Sørensen vender tilbage til den klub, som han flere gange har vundet guld med før i tiden. Men det betyder ikke øjeblikkelig succes.
- Jeg er ikke overbevist om, at det bare kører, fordi man rekrutterer rutinerede kræfter til holdet og har fået Brian Sørensen ind. Han er en dygtig træner, men det er også en stor opgave for ham. Da han var der sidst, var det med klassespillere på hver position, og man skulle kun kæmpe mod Brøndby. Jeg er spændt på at se, hvordan han klarer opgaven, men jeg er ikke overbevist om, at vi bare ser Fortuna udplacere modstanderne næste sæson og køre parløb med Brøndby, siger Muminovic.
- Dengang var Fortuna og Brøndby to niveauer over alle de andre. Nu er han tilbage med et ungt hold, og det er et helt andet job for ham, siger hun.
Svært at tiltrække rutine
Skulle Fortuna Hjørring finde de rigtige spillere til at generobre en plads i top-to, så er det blevet sværere at tiltrække dem og ikke mindst holde på de dygtige.
- De rutinerede spillere hænger ikke på træerne, og de udenlandske søger mod de større ligaer, hvor flere klubber har fået et professionelt setup. Det behøver ikke være topklubber mere. Der er også bundklubber i Tyskland og midterklubber i Italien, hvor man kan få en løn at leve af. Der er bare flere på markedet, som kan tilbyde en kontrakt nu, siger hun.
- De bedste talenter i Nord- og Midtjylland tager bare til Hjørring. Så på den måde kan de stadig tiltrække spillere til akademiet og udvikle den del. Men de kan ikke forvente at holde på dem, indtil de er 24 eller 25 år længere. Det er mere reglen end undtagelsen, at man tager til udlandet som ganske ung, siger Muminovic.
Derudover bliver der i højere grad bud på spillere fra klubber i den danske liga.
- Der er andre klubber med et godt setup og en stærk organisation, der også kan tilbyde kontrakter nu. Budgetmæssigt er Brøndby og Fortuna størst, men man ser også FC Nordsjælland, hvor deres budget pludselig er fordoblet. HB Køge henter udlændinge ind samt kæmper om talenterne i og omkring København og giver Brøndby kamp til stregen, siger Arnela Muminovic.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.