Elitesport Vendsyssel

Elitesport Vendsyssel fik drømmedebut på ny hjemmebane

Elitesport Vendsyssel fik indviet sin nye hjemmebane med en sejr og tilskuere tilbage på lægterne

Hjemmeholdet vandt fortjent ifølge cheftræneren. Arkivfoto: Henrik Louis

Hjemmeholdet vandt fortjent ifølge cheftræneren. Arkivfoto: Henrik Louis

HÅNDBOLD:1. divisionsklubben Elitesport Vendsyssel vandt sæsonen første hjemmekamp, da holdet besejrede Otterup HK med 29-25.

Det var en kamp, som hjemmeholdet havde mere eller mindre kontrol over i alle 60 minutter. Derfor synes cheftræner Jonas Aaen også, at det var en fuldt fortjent sejr, som klubben hev hjem.

- Jeg synes, at det var en kamp, hvor vi var bedst på mange af spillets facetter. Vi var bedst både defensivt og offensivt. Så vi vinder en fortjent sejr. Vi kommer til at lave fejl i midten af anden halvleg, som mindede om Tønder-kampen. Blandt andet tog vi nogle dumme udvisninger, men vi trækker fra igen til sidst, fortæller han.

Holdets præstation var til glæde for Vendsyssel-træneren, der havde svært ved at fremhæve blot få spillere.

- Jeg kan fremhæve mange spillere i dag, blandt andet Mathias Bredmose Hauge, Daniel Holmen, Thomas Steffensen og Oliver Prince, men generelt spillede hele holdet rigtig fint, og vi stod godt i vores forsvar, hvor vi dog manglede redninger i perioder. Når vi tilgengæld havde redninger, så blev de til kontraløb, forklarer Jonas Aaen.

Selvom holdene i ligaen blot har spillet to kampe, så fornemmer cheftræneren allerede nu lidt om, hvordan sæsonens udfald kan komme til at blive.

- Jeg tror, som det ser ud nu, at der er fire hold i rækken, som er en tand bedre end de andre. Ellers har rækken en masse hold, der kommer til at slås indbyrdes. I de kampe kommer det til at handle om at vinde de rigtige kampe. Jeg tror ikke, at der kommer til at være et stort spring fra nummer 10 til sjettepladsen, vurderer Jonas Aaen.

Udover kampens resultat glæder træneren og holdet sig over én helt særlig ting. Elitesport Vendsyssel indviede nemlig deres nye hjemmebane i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.

- Det var dejligt at spille sæsonens første hjemmekamp på den nye hjemmebane. Der var et godt fremmøde, og vi håber, at folk vil komme igen efter vores gode præstation, fastslår Jonas Aaen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.