En festdag i Frejlev: Håb om pokalchokket
St. Restrup glæder sig til at tage imod Silkeborg i pokalen

Det bliver en sand festdag i Frejlev, når Silkeborg fra NordicBet Ligaen kommer på besøg. Arkivfoto: Torben Hansen
FODBOLD:Store Restrup IF - eller RIF som klubben kaldes - er på den anden ende.
Torsdag eftermiddag kan klubbens mandskab i Serie 2 tage imod et hold fra NordicBet Ligaen i første runde af Sydbank Pokalen- den største kamp i klubbens historie.
- Altså Brøndby har været her en gang for mange år siden, men det her er nærmest endnu større. Og vi er virkelig klar til at holde en fest, siger Anja Christensen, der koordinerer den store indsats i forbindelse med kampen.
For det er ikke hver dag, at store hold kommer til byen - og det er heller ikke hver dag, at det sker midt under en verdensomspændende pandemi.
Det betyder selvfølgelig, at der ikke kan lukkes helt så mange mennesker ind, som man ellers ville kunne, og de 500 billetter til kampen blev revet væk.
- De fik ikke lov til at stå ledigt særligt længe. I dag kunne vi udbyde et par enkelte billetter ekstra, men de blev også revet væk med det samme. Jeg vil tro, at vi kunne have solgt det dobbelte, hvis det ikke var for corona, så det er selvfølgelig ærgerligt, siger Anja Christensen.
- Men vi har prioriteret, at spillernes familie kommer ind. Og så har det ellers været først til mølle for de resterende billetter, forklarer hun.
Der bliver også masser af fest ved siden af fodbolden.
- Vi forsøger at gøre det til en festdag. Jeg står lige midt i at gøre en stor ballonbue klar til spillernes indløb. Der kommer pølsevogne, der udleverer pølser. Vi har skaffet en stortromme. Det fylder virkelig meget for hele området, siger Anja Christensen.
Og så er der selvfølgelig det sportslige, og det imponerende i, at en klub fra Serie 2 har klaret sig så langt, at de kan få lov til at prøve kræfter med et af holdene fra de bedst rækker i form af Silkeborg, der altså lige er rykket ud af Superligaen.
- Vi har hørt, at de stiller i stærkeste opstilling, så det bliver jo spændende at se. Men det gør vi også, så vi håber da, at vi kan byde dem op til dans. Og måske få et mål, lyder det håbefuldt fra Anja Christensen.
Kampen for hjemmeholdet RIF mod Silkeborg spilles på Frejlev Stadion, og der er kampstart klokken 17.00.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.