En lykkelig nullert for Thisted FC
2. divisionsholdet i fodbold delte i porten mod Skive, og det sender thyboerne i oprykningsspillet
THISTED: Efter en stærk slutspurt med syv point i de sidste tre kampe er Thisted FC klar til at spille med i 2, divisions oprykningsspil.
Thyboerne skulle 2. påskedag bruge en sejr hjemme over Skive for at fjerne enhver tvivl om pladsen i top-6, men den opgave kunne de ikke løse. Det endte som en chancefattig 0-0-kamp, hvor Thisted FC måtte spille i undertal i det sidste kvarter på grund af en udvisning til Tobias Damsgaard.
- Vi spillede ikke en særlig god kamp i den offensive del. Vi blev ikke farlige nok, så der er plads til forbedring. Til gengæld så vi igen bundsolide ud rent defensivt, og det er godt nok ikke meget, vi har givet væk i de seneste kampe, forklarer angriberen Mikkel Agger.
- Fodbold, 2. division, mænd
- Udvisning: Tobias Damsgaard, Thisted (77.)
Thyboerne kunne være blevet overhalet af Brabrand i duellen om sjettepladsen, men det havde krævet en komfortabel aarhusiansk sejr over bundholdet Frem, og det opgør endte 1-1
- Det handlede for os om at komme i top-6, så tingene udspillede sig, som vi kunne ønske. Det er helt perfekt for et ungt hold som vores, at vi nu får en række fede udfordrende kampe mod stærke hold, hvor vi kan spille helt frit. Det giver vores cheftræner, Daniel Kristensen, gode muligheder for i ro og mag at få implementeret sine ideer, mener Mikkel Agger.
I oprykningsspillet venter B93, Aarhus Fremad, Kolding, Esbjerg og AB. Reelt kan thyboerne dog godt skyde en hvid pil efter oprykningsdrømmene. De har hele 20 point op til Aarhus Fremad på andenpladsen.
- Vi går da efter 10 sejre, men vi ved jo godt, at de andre hold på papiret nok lige er et niveau bedre. Men vi tager gerne imod lidt slag i de kommende kampe, hvis vi bare samtidig sørger for at forbedre os, fastslår Mikkel Agger.
Thisted FC indleder oprykningsspillet lørdag 15. april på hjemmebane mod B93.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.