Endelig slukkede han usædvanlig tørke
I fire hele sæsoner har Rasmus Søndergaard ikke stået for en scoring. Efter fredagens nederlag blev det en lille trøst, at måltørken ikke er et aktuelt samtaleemne i omklædningsrummet mere
Fredagens lokalopgør mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks kastede ikke nogen point af sig til gæsterne fra nord. Men klubmanden Rasmus Søndergaard sætte et markant kryds i sit personlige cv.
Backen fik nemlig sin første scoring i Metal Ligaen siden 2018, da han i slutningen af opgøret reducerede til 1-2.
- Det er mange år siden, det er sket, så det var en dejlig følelse. Den kan jeg tage med til gutterne efter. De ved også, at det er mange år siden, og de synes, at det er meget sjovt. Men jeg vil da hellere have haft de tre point, fortæller ærkefrederikshavneren.
Havde han ikke scoret mod Aalborg Pirates, stod han til at spille sin femte sæson i streg uden at være noteret for en scoring.
Selvom det langt fra er Rasmus Søndergaards kerneopgave at score, så er tørken ikke gået ubemærket hen. Måltørken var holdkammeraterne opmærksomme på.
- Det får jeg at vide rimelig tit - især når der går en fem-seks år mellem. Der kan man nå at få mange kommentarer med på vejen, men nu kan jeg jo lidt igen, siger Rasmus Søndergaard.
White Hawks kæmpede med at komme ind i opgøret mod Aalborg Pirates. Her sad aalborgenserne tungt på det meste af kampen og formåede at holde spændingen på afstand det meste af aftenen.
Særligt i egen ende er keeper George Sørensen glad for at se noget udvikling hos de forsvarende mestre.
- Der var mere ro på defensivt. Vi har snakket om ikke at få så mange af de turn-overs. Vores backer kom godt tilbage, og vi holdt dem til næsten ingenting. Vi kom med nogle gode sejre bag os, hvor vi ikke har lukket så mange mål ind, siden vi tabte med ti mål til SønderjyskE, fortæller keeperen.
Aalborg Pirates har praktisk talt sikret grundspilssejren i Metal Ligaen. Med tre kampe tilbage har de 10 point ned til SønderjyskE på andenpladsen og 15 ned til Herning. Sidstnævnte har dog fem grundspilskampe tilbage at gøre med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.