Fansene hyldede Pirates-profil og deres inferno af larm gav ham minder om fodbold-VM i Sydafrika

Aalborg Pirates-profil fik minder tilbage til en VM-slutrunde i fodbold i 2010, da han fredag aften var en vigtig grund til, at piraterne bragte sig foran i DM-finale

Aalborg Pirates overbeviste ikke på isen, men heldigvis vendte vigtige aktioner fra Jeppe Jul Korsgaard i anden periode fordelen mod piraterne <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Aalborg Pirates overbeviste ikke på isen, men heldigvis vendte vigtige aktioner fra Jeppe Jul Korsgaard i anden periode fordelen mod piraterne Foto: Kim Dahl Hansen

ISHOCKEY:Aalborg Pirates formåede at vinde første DM-finale fredag aften hjemme mod Rungsted Seier Capital efter et tæt opgør, hvor en af hovedpersonerne i den grad var målscorer til 3-3 Jeppe Jul Korsgaard, der også var en populær herre blandt de larmende aalborgensere efter opgøret i Sparekassen Danmark Isarena. 

- Det er altid dejligt at blive hyldet, og især når der er mange fans, hvor det runger lidt mere. Jeg er ikke så meget i at - eller jo - det er dejligt at få ros, men det vigtigste for mig er fandeme at vinde kampen.

- Det var som at gå tilbage til Sydafrika med vuvuzelaerne. Jeg håber i hvert fald, at det frustrerede deres powerplay, for normalt vil man også gerne kunne snakke med hinanden i undertal, men i sidste ende håber jeg, at det gavnede os mere, at de heller ikke kunne høre noget, lyder det fra en lettet Jeppe Jul Korsgaard med reference til de horn, tilskuerne havde fået uddelt før kampen, og som skulle bruges til at skabe et inferno af lyd, når Aalborg Pirates var i undertal. 

Aalborg Pirates var fredag aften værter for den første kamp i finaleserien i ishockey. Modstanderen hjemme i Sparekassen Danmark Isarena var Rungsted Seier Capital. Aalborg 14. april 2022. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Aalborg Pirates var fredag aften værter for den første kamp i finaleserien i ishockey. Modstanderen hjemme i Sparekassen Danmark Isarena var Rungsted Seier Capital. Aalborg 14. april 2022. Foto: Kim Dahl Hansen

Kampen endte 4-3 til Pirates efter en kamp, hvor de kom bagud, kom foran, kom bagud og til sidst vandt kampen på en scoring med af Patrick Björkstrand med lidt under 16 minutter tilbage af opgøret. 

- Vi har ikke spillet i 11 dage, så det var virkelig vigtigt at få den sejr og komme godt fra start. Det så ikke godt ud derinde i lange perioder, men vi kan kun håbe, at det bliver bedre fra nu af, og det regner jeg også med, at det gør, siger Jeppe Jul Korsgaard, før han fortsætter om en miserabel anden periode, hvor Pirates kom ind med føringen, men hurtigt kom bagud og slet ikke kunne finde fodfæste før de sidste par minutter, hvor de fik udlignet ved netop Jeppe Jul. 

- De fik to hurtige powerplay-mål, og det skulle de ikke have. De er gode i overtal, men vi bliver nødt til at få lukket ned for det, for det bliver en rigtig vigtig faktor i den her serie. 

Kampen i tal

1. DM-finale, ishockey

Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 4-3

Periodecifre: 2-1, 1-2, 1-0

Mål: 0-1 David Madsen (2.07), 1-1Emilio Romig (3.23), 2-1 Lasse Bo Knudsen (12.07), 2-2 Nichlas Hardt (21.03), 2-3  Nichlas Hardt (22.44), 3-3 Jeppe Jul Korsgaard (36.44), 4-3 Patrick Bjorkstrand (44.07)

Udvisningsminutter: Aalborg 8, Rungsted 6

- Vi fik slet ikke bygget noget spil op og kom under stort pres. George (Sørensen, red.) reddede vores røv dernede og holdt os inde i kampen, hvor vi så kunne udligne på et skraldemandsmål. 

- Det giver altid noget momentum at få et mål, især i en periode, hvor intet hang sammen, og der blev også snakket med store ord, og det var fuldt berettiget. Heldigvis kunne det ses i tredje periode, som ellers burde være den periode, hvor vi ville være mest trætte og mest udmattede.

I tredje periode var det et bedre Aalborg Pirates-mandskab, der trådte ind på isen, men der skulle heller ikke meget til for at forbedre spillet i følge profilen.

- Vi ligger et godt tryk i tredje periode, og vi får hevet os op i den periode, hvilket også var svært andet, for den forudgående periode var godt nok ikke god, slutter Jeppe Jul Korsgaard.

Aalborg Pirates spiller andet opgør mod Rungsted i finaleserien, der spilles bedst af syv kampe, søndag på Rungsteds hjemmebane. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.