FCK får ukrainsk kvalifikationsmodstand - FCN skal til Sverige
FC København skal møde ukrainske FC Polissya, og FC Nordsjælland skal møde svenske Gais.
Opdateret kl. 16:17
På yderste mandat sikrede FC København sig i maj adgang til Conference League-kvalifikationen, og nu står det klart, hvem klubben i første omgang skal slå for at nærme sig turneringens ligaspil.
Ved onsdagens lodtrækning i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Nyon blev FCK matchet med ukrainske FC Polissya i anden kvalifikationsrunde.
Ukrainerne har hjemmebanefordel i den første kamp, der løber af stablen 23. juli. På grund af krigen mellem Ukraine og Rusland skal kampen dog ikke spilles i Ukraine. Den spilles i stedet i den slovakiske by Kosice.
FC Polissya har sikret sig adgang til Conference League-kvalifikationen ved at blive nummer tre i den ukrainske liga i sidste sæson.
Hvis FCK tager den samlede sejr over FC Polissya, skal klubben vinde endnu to dobbeltopgør, før porten til ligaspillet åbner sig.
FC Nordsjælland var også i bowlen onsdag, og nordsjællænderne skal en tur til Sverige for at møde Göteborg-klubben Gais.
Svenskerne er med i Conference League-kvalifikationen på grund af deres tredjeplads i Allsvenskan i 2025. Øjeblikkeligt ligger klubben på femtepladsen i den svenske liga.
Svenskerne har hjemmebanefordel i den første kamp, mens FCN er vært for returopgøret på Right to Dream Park i Farum.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.