Flyvende hollænder var i hopla, da AaB delte i den sidste test i Tyrkiet
Første halvleg var dårlig, men anden halvleg var bedre, da AaB spillede uafgjort mod Slask Wroclaw
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:30
FODBOLD: Det var som skygge og sol, da AaB tirsdag spillede 2-2 mod polske Slask Wroclaw i den sidste testkamp under træningslejren i Belek i Tyrkiet.
AaB kom rigtig skidt fra land i opgøret. For mange bolde blev smidt væk, mens AaB'erne var på vej fremad banen, og det gav en del farlige omstillinger til de polske modstandere, der har holdt vinterpause på en 14. plads i den bedste polske række.
AaB slap i flere omgange med skrækken, men efter 27 minutters spil kom polakkerne fortjent foran, da Matheus Radecki fra kanten af feltet sendte bolden ind bag en chanceløs Jacob Rinne i AaB's mål.
AaB gik dermed til pause nede 0-1, men her fik AaB-træner Jacob Friis åbenbart vækket sit hold, for AaB's præstation i anden halvleg var langt bedre.
Nyt liv efter indskiftning
En indskiftning af unge Lukas Klitten gav nyt liv i AaB's venstre side. Klitten havde flere gode gennembrud, men det var Tom van Weert, der efter godt 70 minutters spil sørgede for, at AaB fik udlignet. Den hollandske angriber blev nedlagt i feltet, og det følgende straffespark sendte han selv i mål. Den polske målmand havde godt nok hånden på afslutningen, men han kunne ikke holde den ude.
Kort efter kom der dog en streg i AaB-regningen, da målmand Jacob Rinne måtte udgå med en skade og erstattes af U19-målmanden Marcus Bundgaard, men efter 82 minutters spil tog AaB alligevel føringen.
Efter gode kombinationer mellem Lucas Andersen og Rasmus Thellufsen blev Lukas Klitten sendt af sted i venstre side, og den unge back fandt med sit indlæg Tom van Weert, der dermed kunne gøre sig selv til dobbelt målscorer.
Stærkt comeback af AaB, men få minutter senere forsvandt sejren alligevel. Et fladt frispark fra polakkernes Farshad Ahmadzadeh fangede Marcus Bundgaard på det forkerte ben, og så strøg udligningen i mål.
AaB-reserver vandt
AaB's reservehold spillede senere tirsdag en kamp mod tyske SV Waldhof Mannheim, der fører landets fjerdebedste række. Det endte med en 2-1-sejr til AaB på mål af Kasper Risgård (på straffespark) og Mikkel Kaufmann.
AaB rejser onsdag hjem fra Tyrkiet, og lørdag gælder det den sidste testkamp inden forårspremieren, når Vejle Boldklub kommer på besøg i Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.