Gense Deadline Day live på Nordjyske.dk
Vi fulgte de sidste timer af fodboldens transfervindue tæt på Nordjyske.dk, hvor vi sendte Ripodsten live onsdag aften med gæster i studiet
Opdateret 01. september 2022 kl. 07:06
FODBOLD: For mange fodboldfans er det et af årets højdepunkter - Deadline Day i sommerens transfervindue. Det er her, hvor klubberne i kapløb med tiden tilføjer en stor profil til truppen, sikrer eller går glip af et millionsalg eller får lavet den sidste oprydning på overskudslageret.
Ripodsten fulgte de afgørende timer i transfervinduet, og sendte live på Facebook og nordjyske.dk fra kl. 20-24.
På programmet var analyser, interviews og debat om AaB og de øvrige nordjyske divisionsklubbers sommertransfervindue, tilbageblik på AaB-transfers gennem de seneste 20 år, quiz og meget mere. Derudover var der updates på de største handler i resten af de danske topklubber samt aftenens vigtigste transfers i de største europæiske ligaer.
Ripodsten-vært Jens Otto Barsøe styrede løjerne og fik i studiet hos Det Nordjyske Mediehus i Aalborg blandt andre selskab af sportsredaktør Claus Jensen, sportsjournalist Simon Ydesen, journalist Simon Brix Frederiksen, forfatter og fodboldfan Esben Suurballe og tidligere professionel fodboldspiller og fodboldagent Thomas Gaardsøe.