AaB

Forsømt sæson for AaB's spanier: Har været mentalt hårdt

Rufos knæ har gjort ham til en parentes på superligaholdet i denne sæson, men optimismen spirer efter onsdagens græsgang på Hornevej

Rufo bliver her behandlet af AaB's massør Kasper Bøgelund.
Rufo bliver her behandlet af AaB's massør Kasper Bøgelund. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 22:23

FODBOLD: Blot 161 superligaminutter er det blevet til for spanske Rufo hos AaB i denne sæson. Den 29-årige kreatør har i flere omgange kæmpet med knæskader, og derfor har han blot været involveret i seks kampe, og kun i to af disse har han fundet vej til startopstillingen.

- Mentalt har det været meget hårdt at opleve sådan en sæson, hvor jeg har haft så store fysiske problemer, erkender spanieren. 

Allerede i sæsonens anden kamp - mod FC Midtjylland 24. juli 2021 - gik hans knæ i stykker. Det endte med at koste Rufo tre en halv måned på sidelinjen, før han i starten af november gjorde comeback og spillede årets sidste tre kampe.

Knæet gjorde dog nye kvaler mod slutningen af AaB's træningslejr på Malta i januar, og her i foråret er det blot blevet til ét indhop - i hjemmekampen mod Silkeborg - før han igen blev parkeret på sidelinjen.

- Jeg følte fornyet smerte i knæet, og en scanning viste, at hvor ledbåndet tidligere var løst, så var det nu næsten helt overrevet. Heldigvis går det fremad igen, og jeg har nu en fornuftig følelse, forklarer spanieren.

24. juli mod FC Midtjylland gik det for første gang i sæsonen galt for Rufos knæ. Arkivfoto: Bente Poder

Onsdag var han for første gang i en måned atter at finde på træningsbanen. Dog kun i soloaktioner under ledelse af fysioterapeut Simon Enevoldsen.

- Det er godt nok ret koldt, men det er stadig en fornøjelse, og solen skinner heldigvis. Det er frygteligt kedelig bare at sidde på en motionscykel og træde løs, som jeg nu har gjort i en længere periode, erkender Rufo.

Vil ikke sætte dato på

Fornemmelsen i knæet efter de første løbeture på græs er god, men spørger man spanieren, hvornår han regner med at være tilgængelig for cheftræner Lars Friis, undviger han.

- Jeg vil selvfølgelig gerne være klar så hurtig som muligt, men jeg er også nødt til at gå forsigtigt frem, fordi jeg har haft de her knæproblemer. Jeg skal være 100 procent frisk, før jeg igen skal i kamp, og jeg ønsker ikke at sætte nogen bestemt dato som mål. 

Rufos kontrakt med AaB udløber til sommer, og hvad der herefter skal ske, vil han ikke spekulere i.

- Jeg tænker kun på at blive rask, og så må resten komme, når den tid er.

Rufo løbetrænede onsdag med ligeledes skadede Pedro Ferreira, mens trioen Magnus Christensen, Kasper Høgh og Gudmundur Thórarinsson slet ikke var at finde på træningsbanen. Anfører Lucas Andersen trænede præcis som tirsdag med i den første halvdel af træningen, inden han fortrak til motionscyklen i klubhuset.

I Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten kan du høre mere om AaB, inden det på søndag går løs i Mesterskabsspillet. Blandt gæsterne er klubbens forsvarsprofil Rasmus Thelander. Ripodsten kan findes på nordjyske.dk/lyt og hvor du ellers lytter til podcasts.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden