Uheldig AaB'er blev skadet i testkamp: Her er status
Magnus Christensen regner ikke med, at han bliver klar til søndagens hjemmekamp mod FC København
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:21
FODBOLD: AaB må efter alt at dømme klare sig uden Magnus Christensen, når nordjyderne søndag tager hul på 3F Superligaens mesterskabsspil med en hjemmekamp mod FC København.
Den 24-årige midtbanespiller blev skadet i torsdagens testkamp mod Vendsyssel FF, og det får ham til at tvivle på sin egen deltagelse i søndagens kamp.
- Umiddelbart har jeg desværre afskrevet at blive klar til den kamp. Det er nok for optimistisk at tro andet, og det er jeg selvfølgelig helt vildt ærgerlig over. Den sidste kamp (3-0-sejren over Brøndby, red.) var god for mig, holdet og fansene, og det ville jeg gerne have gentaget mod topholdet, som jeg også synes, at vi står godt til, konstaterer Magnus Christensen, der brugte tirsdagens træning på kondicyklen.
Han tør ikke spå om, hvornår han kan være tilbage på græs.
- Status i dag er, at anklen er lidt blå og hævet, og at den har haft det bedre. Tidshorisonten er lidt ubestemt, så lige nu må vi tage det dag for dag og se, hvordan den reagerer. Det er svært at vide, hvor kort eller lang pausen bliver. Der er måske et ledbånd, der har fået et lille tryk, men som sagt må vi tage det dag for dag, siger Magnus Christensen, der dog er ved godt mod.
- Lige efter kampen var jeg ret ked af det. Det dunkede ret meget i anklen, men efter at der nu er gået et par dage, synes jeg, at det ser mere lyst ud end frygtet, siger Magnus Christensen.
Midtbanespilleren kom galt af sted efter en hård tackling fra Vendsyssels Tiémoko Konaté.
- Sådan er fodbold, og det kunne jo måske også være sket herude til træning. Da det lige var sket, var jeg lidt usikker på, om jeg bare havde været uheldig, eller om tacklingen var lidt for voldsom. Efter at have set den igen hælder jeg nok mest til det sidste. Jeg synes, han gik lidt for hårdt til den, og det var også lidt klodset, men det sker jo desværre i fodbold en gang imellem, siger Magnus Christensen .
Magnus Christensens sædvanlige konkurrent til pladsen på den defensive midtbane Pedro Ferreira er også ude med en skade og forventes heller ikke klar til søndagens kamp, hvor Malthe Højholt og Rasmus Thelander til gengæld igen er til disposition efter endt karantæne.
Kasper Kusk, Jakob Ahlmann og Daniel Granli, der alle gik glip af torsdagens kamp mod Vendsyssel på grund af skader og sygdom, var tilbage på træningsbanen tirsdag, hvor Kasper Høgh, Gudmundur Thórarinsson og Rufo ikke deltog, mens Lucas Andersen var med i den første del af træningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.