AaB

Forsvarsspiller havde andre bejlere: Derfor valgte han AaB

Anders Hagelskjær kunne tidligere på sæsonen være endt i engelsk fodbold, men fra sommer går turen i stedet til Aalborg

Anders Hagelskjær er ikke afskrækket af konkurrencen om en plads i AaB's midterforsvar. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Anders Hagelskjær er ikke afskrækket af konkurrencen om en plads i AaB's midterforsvar. Arkivfoto: John Randeris/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Onsdag blev det sikkert og vist, at AaB's forsvar i næste sæson bliver forstærket af Anders Hagelskjær fra 1. divisionsklubben Silkeborg IF.

24-årige Hagelskjærs kontrakt med Silkeborg udløber efter denne sæson, og det har AaB udnyttet til at sikre sig forsvarsspilleren, der både kan begå sig centralt og på venstre back, på en treårig kontrakt.

- AaB var straks en interessant mulighed for mig, da de meldte sig på banen med noget interesse. Det er et godt hold og en stor klub i Danmark, men de har også fremlagt en plan, som lød interessant og spændende, fortæller Anders Hagelskjær.

Forsvarsspilleren har den seneste tid dog også haft andre bejlere end AaB. Tilbage i september sidste år bekræftede han selv over for Midtjyllands Avis, at Silkeborg havde afvist et købstilbud fra den engelske klub Portsmouth. Siden har han også selv takket nej til et tilbud om kontraktforlængelse fra Silkeborg.

- Jeg er blevet tiltalt af den stil, som Cifuentes (cheftræner Martí Cifuentes, red.) er i gang med at indføre i AaB. De vil spille god angrebsfodbold med højt pres, og så har de fokus på den enkelte spillers individuelle udvikling. Det lød bare rigtig interessant, siger Anders Hagelskjær, der dog endnu ikke har vekslet mange ord med sin kommende træner.

- Jeg har snakket mest med Inge (sportschef Inge André Olsen, red.), og så har jeg hilst kort på Cifuentes, men jeg er selvfølgelig sikker på, at de har talt meget sammen, siger Anders Hagelskjær.

Forsvarsspilleren, der kom til Silkeborg fra Skive i 2018, er venstrefodet, og selv om han spillede venstre back så sent som i lørdags, da Silkeborg slog Hobro 3-0, har han spillet flest kampe i det centrale forsvar. I AaB kan han dermed umiddelbart se frem til at skulle konkurrere med Rasmus Thelander, Mathias Ross og Daniel Granli om spilletiden.

- Der er ingen tvivl om, at det er tre dygtige stoppere, men jeg er sikker på, at konkurrencen kommer til at gøre os alle sammen bedre. Jeg glæder mig faktisk til at komme ind i det konkurrencemiljø, og så skal jeg selvfølgelig bidrage med de ting, jeg kan. Så må vi se, hvordan det ender, siger Anders Hagelskjær.

Selv om det blev til 90 minutter senest mod Hobro, er det dog tvivlsomt, hvor meget spilletid på førsteholdet, som Anders Hagelskjær får i sin sidste tid i Silkeborg. Senest fik han chancen på venstre back på grund af en skade hos det normale førstevalg Gustav Dahl, men det var hans første startplads i 2021.

- Der var nogle spekulationer, da vinduet var åbent i januar, og Silkeborg regnede nok ikke med, at jeg ville være der, når vinduet lukkede. Derfor satsede de på to andre spillere, som har grebet chancen, men det kommer ikke til at ændre noget på mit fokus. Jeg kommer til at give 110 procent for Silkeborg, og jeg har fuldt fokus på, at jeg gerne vil aflevere dem i Superligaen, inden jeg skal videre til sommer, siger Anders Hagelskjær.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.