AaB

Fortrøstningsfuld Cifuentes: - Det er nemt at pege på en ny træner

Martí Cifuentes værdsætter presset i AaB, hvor han fortsat har en stærk tro på den retning, som holdet er på vej i

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det var en skuffet AaB-cheftræner, som onsdag måtte stille op for pressen i Horsens, da nordjyderne netop havde tabt 1-2 til ligaens bundhold.

Gennem de første par sætninger skulle han kæmpe for at finde analyseværktøjerne frem, da følelsen af skuffelse fyldte hos spanske Martí Cifuentes.

- Jeg er skuffet over resultatet, og det var ikke en god kamp for os. Men jeg vil ikke sige, at udviklingen er dårlig. Det er ikke så lineært. Det er mere kompliceret af træne et fodboldhold. Der er mange faktorer, og jeg ser forbedringer på flere områder. Overordnet ser jeg en udvikling, men det afspejles ikke i resultaterne, lyder det fra cheftræneren.

Han er især fortrøstningsfuld ved det, som sker på træningsbanen i Aalborg. Det giver håb for en snarlig forbedring.

- Jeg er ret rolig omkring det. Spillerne træner godt, og de forbedrer sig hver uge. Når man arbejder godt på træningsbanen gennem flere uger, så skal det nok komme til udtryk. Det tager tid at lære spillerne at spille på den måde, som vi vil, siger spanieren.

- Det er nemt at pege på en ny, ung træner lige nu. Jeg påtager mig ansvaret, men jeg er fortrøstningsfuld. Hele holdet står sammen om at nå frem til de resultater, som vi har ambitioner om, tilføjer Cifuentes.

Nederlaget betyder, at AaB fortsat er uden sejre gennem seks kampe med den nye cheftræner i spidsen. Med sejrstørken begynder et pres at forme sig. Men det var den 38-årige catalonier forberedt på, da han tog turen til Nordjylland.

- Jeg var klar til, at der ville være et pres. Jeg har været træner, siden jeg var 21 år og har været cheftræner på forskellige niveauer gennem 17 år. I Spanien var der også pres på i de lavere rækker. Både medier og fans var hårde. Men det er godt. Det var noget af det, som tiltalte mig mest ved AaB. De vil hæve barren og være et af de bedste hold i landet, siger Martí Cifuentes.

AaB har hentet tre point gennem seks kampe, siden Superligaen blev fløjtet i gang på denne side af vinterpausen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.