Fortuna Hjørring tabte til de evige rivaler
Efter seks kampe i træk som ubesejret mod Brøndby - gik vendelboerne lørdag ned med flaget
Opdateret kl. 16:35
FODBOLD: Med to scoringer fra Josefine Hasbo lykkedes det for første gang i syv kampe for Brøndby at slå de evige rivaler fra Fortuna Hjørring.
Vendelboernes regerende danske mestre bragte sig ellers i front efter et kvarter ved Olivia Møller Holdt, der slog til, da en Brøndby-forsvarer fumlede med bolden og gav hende frit løb.
Umiddelbart før pausen slog Hasbo til for første gang på et fremragende langskud, og da der manglede mindre end ti minutter af opgøret, sørgede hun også for sejrsmålet efter et flot gennembrud af Theresa Eslund.
- Når man møder en god modstander, så bliver man nogle gange straffet, men ud fra spil og chancer, så mener jeg, at vi skulle have vundet. Vi spillede i perioder rigtig godt og skabte mange chancer, siger Fortuna-træner Niclas Hougaard.
Brøndby er med sejren kommet klart bedst fra start i denne sæson, hvor de er på en delt førsteplads med 10 point for fire kampe, mens Fortuna efter to nederlag og to sejre blot nummer fem.
- Men der hvor vi er lige nu - med mange nye spillere, der skal have relationerne på plads, er jeg faktisk ret godt tilfreds. Vi er allerede nået langt, siger Niclas Hougaard.
Han gav mod Brøndby debut til den unge australier Indiah-Paige Riley.
- Hun brændte en stor chance, og hun skal lige ind i rytmen, men hun har nogle utrolige spidskompetencer, siger Fortuna-træneren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.