Fortuna sikrer sig pokaljubilæum: Der er plads til flere pokaler
Fortuna Hjørring sikrede sig en tiltrængt pokal, da man vandt 3-1 over FC Thy-Thisted Q i pokalfinalen, men det stopper ikke her, hvis det står til en af holdets profiler
Opdateret kl. 06:30
HJØRRING: Signe Baattrup er skiftet til Fortuna Hjørring fra Kolding. Et skifte der helt sikkert har været motiveret meget af muligheden for at spille med om titlerne i toppen af dansk kvindefodbold.
Den dygtige offensivspiller gjorde sit til, at hun kunne få lov til at opleve, hvordan det er at vinde en pokal som Fortuna Hjørring-spiller. Hun scorede nemlig til 2-0 efter et flot angreb. Det endte 3-1 til Fortuna, der nu har vundet pokalen imponerende 10 gange.
Det var dog en kamp, som FC Thy-Thisted Q ligeså godt kunne være kommet foran i.
- Vi var lidt heldige med, at FC Thy-Thisted Q brændte et straffespark lige inden pausen, og vi fik set, at hvis ikke vores afleveringer sidder helt, så er det bare et svært hold at spille mod, fordi de kommer så hårdt i presset, siger Signe Baattrup, der havde en god fornemmelse i pausen. Foran med 2-0 var der gode udsigter til en festlig pokalfejring efter kampen. De planer blev dog skubbet i baggrunden, da FC Thy-Thisted Q fik reduceret til 1-2.
- Man kan da godt lige komme til at tænke på, at nu kan vi komme ud i overtid, for Thisted er et hold, der kan være sindssygt effektivt. Lige der blev jeg lidt nervøs, men vi lukker den godt, siger Signe Baattrup, der er klar over, hvad det er for et pres, man spiller under, når man trækker Dana Cup-klubbens trøje over hovedet.
- Det er jo sindssygt vigtigt, for når du spiller i Fortuna, så spiller du efter guldet. Lige nu ser det danske mesterskab svært ud at nå. Derfor er det vigtigt, at vi kan tage pokalen med hjem.
- Det viser, at vi er blandt landets bedste. Det skal vi jo også i fremtiden. Det skal nok blive fedt, siger Signe Baattrup.
Mål: 1-0 Camilla Kur (37. minut), 2-0 Signe Baattrup (40. minut), 2-1 Vibeke Hedegaard Andersen (61. minut)
Fortunas hold (4-3-3): Adelaide Gay - Inidiah Paige Riley (Mathilde Carstens, 89. minu), Janelle Cordia, Angela Beard, Florentina Olar - Signe Carstens (Maria Ficzay, 58. minut), Clare May Wheeler, Sofie Lundgaard (Mathilde Vistisen, 85. minut) - Signe Baattrup, Camilla Kur (Karoline Olesen, Olivia Møller Holdt (Joy Ogochuckwu, 89. minut).
FC Thy-Thisted Q's hold (4-4-2): Maja Bay Østergaard - Michelle Sandfeld (Janni Nystrup 87, minut), Line Saustrup Kristensen (Malene Yde, 76. minut), Signe Damsgaard, Agnete Marcussen - Beate Marcussen, Matilde Kjeldgaard, Camilla Nielsen Anna Kirk, 83. minut), Vibeke Hedegaard Andersen - Rikke Dybdahl, Malene Sørensen (Lise Dissing, 83. minut).
Advarsler: Inidiah Paige Riley (23. minut), Adelaide Gay (45. minut)
Tilskuere: 1005
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.