Fortuna-træner trods nederlag til Frankfurt: - Jeg er sindssygt stolt
I anden halvleg viste Fortuna Hjørring, hvilket stof klubben er gjort af, men efter første halvlegs ærgerlige start, nyttede det ikke noget.
FODBOLD: En ærgerlig start, der ødelagde hele den plan A, som Fortuna Hjørring havde lagt.
Sådan analyserer cheftræner Martin Møller Kristensen sig frem, efter hans hold har tabt til tyske Eintracht Frankfurt med 2-0 på hjemmebane i en direkte duel om at komme videre i kvalifikationen i Champions League.
Efter blot 18 minutter var hjemmeholdet bagud med to, og det satte sit præg på resten af opgøret.
- De er skarpere i flere af spillets facetter, men jeg synes, at vi spiller en god kamp. De laver ikke et mål i åbent spil, men kun et efter en standard, og så er vi uheldige at store et selvmål, siger Martin Møller Kristensen efter kampen.
De to scoringer faldt, selvom Fortuna Hjørring havde valgt et defensivt udgangspunkt fra kampens start.
En 5-4-1-formation skulle have holdt Frankfurt stangen.
- Det er af respekt for Frankfurt. Det er et sindssygt godt hold, og vi ville prøve at straffe dem i nogle omstillinger, for vi vidste, at de ville komme højt på os, siger cheftræneren.
Stolthed trods nederlaget
Mens første halvleg var noget, der skulle overstås, efter tyskernes to hurtige mål, var Fortuna Hjørring som forvandlet fra anden halvlegs start.
Og det var der en særlig grund til.
- Derfra går vi til plan B med det samme, men det var noget, vi havde håbet på at kunne skubbe længere hen og kun være bagud 1-0, siger Martin Møller Kristensen og fortsætter:
- Vi går over i vores normale 4-3-3, som vi spiller alle vores kampe i, og der gør vi langt mere ondt på dem.
Med formationsskiftet blev der langt mere spil over hjemmeholdets kanter, og det voldte tyskerne store problemer. Især hjemvendte Sara Holmgaards venstre ben havde gæsterne svært ved at dæmme op for.
- Jeg er sindssygt stolt af de her piger. Vi griber den godt an taktisk i anden halvleg, står godt defensivt og spiller med dem, og det skal pigerne have sindssyg stor ros for.
Ikke længere fra hinanden
At kampen endte 2-0 til gæsterne kan der ikke stilles de store spørgsmålstegn ved.
Men om kvalitetsforskellen var så stor, kan der godt snakkes om, mener Martin Møller Kristensen.
- Det er et godt hold, men så stor forskel synes jeg heller ikke, at der er. Vi kan være med langt hen ad vejen, for vi havde trænet på at komme over kanterne på dem. Der kunne vi gøre ondt, for vi har farten til det. Så skal vi bare være stærke inde i boksen, og det synes jeg egentlig er det sidste, vi mangler.
Kvaliteten foran mål udeblev for Fortuna Hjørring, og derfor er det altså Eintracht Frankfurt, der skal møde Ajax på søndag i en direkte kamp om at komme i Champions League.
Fortuna Hjørring møder i stedet søndag Kristiansstad, der torsdag tabte til Ajax - ligeledes på græs i Hjørring - i kamp om tredjepladsen i kvalifikationsgruppen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.