Fortuna udspillede rivaler, men måtte ud i et straffedrama for at gøre det af med dem

Fortuna Hjørring spillede sig lørdag videre til semifinalerne i pokalturneringen efter en sejr over Brøndby i en kamp, der burde have været afgjort tidligere

Fortuna Hjørring trak sig sejrrigt ud af lørdagens pokalduel mod Brøndby. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Fortuna Hjørring trak sig sejrrigt ud af lørdagens pokalduel mod Brøndby. Arkivfoto: Claus Søndberg

BRØNDBY:Fortuna Hjørring fik lørdag en perfekt start på fodboldforåret 2023.

Efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence tog vendelboerne en billet til pokalturneringens semifinaler med hjem fra opgøret på udebane mod de evige rivaler fra Brøndby.

- Det var selvfølgelig en kæmpe forløsning. Vi kan tage på alle de overlevelsesture, vi vil, men følelsen af at kunne løbe ind på banen og juble sammen kan man jo ikke købe sig til, konstaterer Fortuna Hjørring-træner Bo Zinck.

Roma Mclaughlin, Karoline Olesen, Renee Marie Guion og Tiia Katariina Peltonen scorede for Fortuna Hjørring i straffesparkskonkurrencen. Line Saustrup Kristensen misbrugte sit forsøg, men det betød mindre, da Brøndby brændte to gange.

Så vidt burde det dog ikke være kommet. Debutanten Renee Marie Guion bragte Fortuna Hjørring foran efter en halv times spil af den ordinære kamp, og den føring bude have været øget, inden Nanna Christiansen udlignede på et straffespark kort før tid.

- Vi kørte dem jo rundt i første halvleg, og på en helt almindelig dag skulle vi have været foran med 3-0 ved pausen. Det havde været på en almindelig dag, men hvis vi for alvor havde været skarpe, kunne vi også have ført 5-0. Vi spillede rigtig godt i første halvleg.

- I anden halvleg blev det mere rodet, indtil de kort før tid fik et af de tyndeste straffespark, jeg har set. I den forlængede spilletid var begge hold nok mere bange for at tabe, end de var opsatte på at vinde, men heldigvis har vi en rigtig dygtig målmandstræner, der havde forberedt os godt på straffespark. Assistenttræneren valgte de helt rigtige skytter, så stab og spillere skal have stor kredit for den her sejr, som var dybt fortjent, siger Bo Zinck.

Fortuna Hjørring tager hul på slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen 1. april, men inden da venter der nu to pokalsemifinaler mod enten HB Køge, AGF eller vinderen af søndagens kvartfinale mellem Næstved og FC Nordsjælland.

- Planlægningen betyder jo, at vi kan fokusere fuldt ud på at komme i finalen, og det går vi benhårdt efter, uanset hvem vi skal møde. Jeg har aldrig været i en pokalfinale, og det kunne jeg da rigtig godt tænke mig at prøve, siger Bo Zinck.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.