Frederikshavn tabte et skridt i bunden
Nedrykningskampene rykker nærmere for Frederikshavn fI
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:31
HÅNDBOLD: Håndboldherrerne fra Frederikshavn fI tabte lørdag et skridt i forsøget på at undgå nedrykning fra 1. division, da hjemmekampen mod HEI blev tabt 22-26.
Dermed tabte vendelboerne til en direkte konkurrent, for med sejren skubbede HEI Frederikshavn ned på den 10. plads, der medfører kvalifikationskampe om at blive i 1. division, men den kendsgerning kan ikke ryste Frederikshavn-træner Morten Holmen
- Vi bruger al vores energi på at holde os fri af de tre nederste pladser, der giver direkte nedrykning. Hvad der sker derefter, må vi tage til den tid, men lige nu er vores fokus at holde Odense, Randers og Køge under os. Der skal nok to point til, og dem må vi se, om vi ikke kan finde et sted, siger Morten Holmen.
Frederikshavn lugtede ellers point i lørdagens kamp, da pausestillingen 11-16 blev forvandlet til 19-19 10 minutter inde i anden halvleg, men så trak de østjyske gæster fra igen.
- I første halvleg må vi sige, at HEI var bedre end os, og vi var i store problemer. I anden halvleg fik vi kæmpet os godt tilbage på trods af, at vi ikke har mange ressourcer med de folk, vi har ude. Vi følte, at vi var ved at få overtaget, men i de næste 10 minutter blev det set med Frederikshavn-briller envejsstemning fra de to dommere.
- Jeg er glad for, at vi fik kæmpet os tilbage, men det er ærgerligt, at det ikke skulle afgøres mellem de to hold, da det var tæt i anden halvleg, siger Morten Holmen.
Frederikshavn har fem kampe tilbage i grundspillet i 1. division. Der er syv point ned til Odense og Randers under nedrykningsstregen. De to hold har dog spillet en kamp færre og mødes lørdag aften i Odense.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.