Friis: - Første halvleg var til at lukke op og skide i

AaB-træner Lars Friis var alt andet end imponeret over de første 45 minutter fra AaB, men han kan leve med præstationen efter pausen

Lars Friis var alt andet end tilfreds med første halvleg mod FC Nordsjælland. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Lars Friis var alt andet end tilfreds med første halvleg mod FC Nordsjælland. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Man skal kravle, før man kan gå. Sådan er det lige nu for AaB, der gennemlever en svær resultatmæssig periode. Søndagens kamp mod FC Nordsjælland endte 0-0, og derfor kunne AaB trods alt sætte et tiltrængt point ind på den slunkne konto

- Det var sateme vigtigt, at vi fik et point. Det er vigtigt, vi får point hver eneste gang, og nogle gange skal vi også have tre, for ellers bliver det svært, men det var meget vigtigt, at vi fik point i dag, siger Lars Friis. 

Han var alt andet end tilfreds med det spil, som AaB viste i de første 45 minutter, hvor det var FC Nordsjælland, der efter en lovende AaB-indledning totalt satte sig på kampen.

- Første halvleg var ikke det, vi gerne ville. Det var ikke acceptabelt. Det blev bedre i anden halvleg. Første halvleg kan vi bare lukke op og skide i. Det er ikke det, vi vil. Vi startede ellers, som vi gerne ville, og så faldt vi ned. Det handler om, at vi fik for stor afstand i holdet, og så var der folk, der blev bange.

For AaB-træneren var der tale om nogle helt fundamentale fejl, som spillerne begik inden pausen.

- Noget af det, der irriterer mig mest, er, at vi ikke vinder nok dueller, for det var en bane, der var tør og gradvist langsommere, hvor man kunne nå at komme ind i sine dueller. Det gjorde vi bare ikke, og sådan noget er fundamentalt for, at vi kan gøre vores ting. Det gjorde vi ikke i første halvleg.

Derfor var der også en opsang i vente, da spillerne gik i kabinen ved sidebyttet.

- Vi skulle se nogle knopper og noget blod, sved og tårer. Det er der, vi er lige nu, så det skal vi levere. Den er ikke længere. Det blev bedre i anden halvleg, og med de ændringer vi lavede, så føler jeg også, at vi gik efter tre point, siger Lars Friis. 

Han kunne notere sig, at man spillede en langt hen ad vejen solid defensiv kamp, hvor FC Nordsjælland kun meget sjældent for alvor bankede på i AaB's felt, men offensivt haltede det.

- Vi mangler at score mål, men det kommer ikke kun fra angriberen. I dag havde vi en periode i første halvleg, hvor midtbanespillerne droppede ned i de forkerte positioner, så dem manglede vi længere fremme på banen. Det fik vi justeret til anden halvleg, hvor jeg synes, det blev langt bedre med flere spillere længere fremme i banen, men det er klart, at vi kæmper med at score mål, siger Lars Friis. 

Status er, at AaB og Lars Friis står med to point efter fem kampe, hvilket placerer holdet under nedrykningsstregen. Det får dog ikke AaB-træneren til at vakle i valg af formation og fremgangsmåde.

- Jeg er forbandet over, vi ikke har flere point. Det ville jo hjælpe os i den her situation, men der er ingen genveje, siger AaB-træneren.

Næste opgave for AaB er en hjemmekamp mod Brøndby på søndag.

AaB - FC Nordsjælland

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.