AaB

Frustreret AaB-målmand opsøgte dommer efter slutfløjt

Jacob Rinne følte sig snydt for et frispark, da FC København scorede det afgørende mål i søndagens superligakamp

Jacob Rinne følte sig bortdømt mod FC København, og svenskeren var også utilfreds med FCK-målmand Kamil Grabaras reaktion efter slutfløjtet. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Jacob Rinne følte sig bortdømt mod FC København, og svenskeren var også utilfreds med FCK-målmand Kamil Grabaras reaktion efter slutfløjtet. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB-målmand var på besøg i dommer Michael Tykgaards omklædningsrum, umiddelbart efter at han og holdkammeraterne søndag havde tabt med 0-1 til FC København i den første kamp i 3F Superligaens grundspil.

Den svenske målmand søgte en forklaring på, hvorfor han ikke fik et frispark i sekunderne, inden FC Københavns Victor Claesson headede kampens enlige scoring i mål.

- Jeg synes helt klart, at der var frispark. Der var en FCK-spiller, der ramte mig på armen, da jeg skulle til at bokse til bolden, og det er bare en udsat situation som målmand. Det kan godt være, at det så tyndt ud, men det er altafgørende, at man som keeper kan bruge sine arme i sådan en situation, og det blev jeg forstyrret i.

Se billedgalleri fra kampen nederst i artiklen

- Jeg har sagt min mening til dommeren. Han ser måske anderledes på det, men spørger du mig, synes jeg helt klart, at der var frispark, siger Jacob Rinne.

Nederlaget var ekstra bittert at sluge, fordi AaB især i første halvleg havde siddet tungt på begivenhederne.

- Det var en megagod præstation. Vi manglede måske at komme frem til de helt store chancer, men igen fik vi vist, at vi kan forstyrre de hold, der ligger foran os. 

- Vi var langt bedre end dem, og vi fik dem til at svine hinanden til og kaste med vandflasker i pausen. Det er et godt tegn, så vi skal fortsætte på den her måde, men vi er vildt skuffede over at stå med nul point, for vi skulle minimum have haft 0-0 ud af den her kamp, siger Jacob Rinne, der umiddelbart efter slutfløjtet også ville veksle nogle meninger med sin målmandskollega.

FCK-keeper Kamil Grabara er ikke den mest populære mand på Aalborg Portland Park.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

FCK-keeper Kamil Grabara er ikke den mest populære mand på Aalborg Portland Park.  Foto: Lars Pauli

FC København-målmand Kamil Grabaras jubel rettet mod AaB's tilhængere efter sejren blev for meget for hjemmeholdets ankermand.

- Jeg ved godt, at det nok svier lidt mere, når man har tabt, men jeg synes, at han skulle have vist mere respekt. Som spillere oplever vi meget, når vi er på banen, og det skal man kunne håndtere. At han står og gestikulerer på den måde, synes jeg ikke er godt nok. Det var lidt barnligt, siger Jacob Rinne.

I nederlagets stund kunne Jacob Rinne dog glæde sig over, at søndagens begivenhederne ikke har ændret det store på mulighederne for at sikre sig en medalje i svenskerens formentlig sidste sæson i AaB. Efter Brøndbys 0-1-nederlag til Randers er der fortsat blot to point op til tredjepladsen.

- Det ville betyde alt at slutte med en medalje. Jeg vil slutte på den bedst mulige måde, men nu er der en kamp på fredag (mod Randers, red.), og det er den kamp, der betyder noget lige nu, siger Jacob Rinne.

AaB - FCK

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden