AaB

Frustreret AaB-veteran savner en forklaring

Nicklas Helenius er fodboldklubbens topscorer, men alligevel fik han splinter i bagen i lokalbraget mod Vendsyssel FF

Nicklas Helenius (t.v.) savner en forklaring på, hvorfor han er endt på bænken. 
Nicklas Helenius (t.v.) savner en forklaring på, hvorfor han er endt på bænken.  Arkivfoto: Martin Damgård

Nicklas Helenius måtte se til fra bænken, da AaB senest vandt 3-1 i Hjørring. Oliver Ross begyndte 1. divisionskampen mod Vendsyssel FF som AaB's enlige angriber, og siden blev han afløst af Tim Prica. Dermed er øjebliksbilledet, at den tidligere superligatopscorer er tredjevalg hos AaB. 

Det er ikke en situation, som han er videre begejstret over, hvilket Nicklas Helenius også gerne sætter ord på. 

- Jeg er da mega frustreret. Jeg vil jo gerne spille hver gang, men jeg vil også gerne have noget at vide. Jeg kan ikke svare mere på det, for jeg ved ikke noget, siger Nicklas Helenius om sin reserverolle.

Han savner helt konkret svar fra træner Oscar Hiljemark i forhold til, hvorfor han er havnet på bænken. 

- Jeg ved ikke, hvad der er at sige til det. Jeg får ikke noget at vide, så det kan jeg ikke svare på, siger den lange angriber. 

Han har leveret fem scoringer og en enkelt assist i 1. division. Det er sket på 667 minutters fodbold, hvilket Helenius selv er tilfreds med. Derudover har han lavet to mål i pokalturneringen.

- På statistikker er jeg jo den, der er involveret i flest mål, og jeg har jo faktisk ikke spillet så mange minutter. Jeg er startet ude i fire kampe og er kommet ud efter 60-65 minutters spil, så jeg har scoret mine mål på relativt få minutter. Jeg er selv meget tilfreds, påpeger Nicklas Helenius.

Træningsindsatsen er stadig fin. Ved tirsdagens træning blev der spillet 11 mod 11. Da angriberen på et tidspunkt missede et aflæg til Lucas Andersen reagerede Helenius prompte, råbte "det er min fejl", hvorefter han stormede tilbage i eget felt for at være med til at dæmme op for en omstilling. Indstillingen ser med andre ord fin ud, men frustrationen lyser alligevel ud af angriberen, når han skal forholde sig til sin nuværende rolle på holdet. 

- Jeg er her for at få AaB op i Superligaen igen. Den rolle, jeg har, er den rolle, jeg har, og så må jeg tage den herfra. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at spille mere, siger Nicklas Helenius. 

Med sine efterhånden mange år som professionel fodboldspiller har Nicklas Helenius gjort sig sine erfaringer, så han ved udmærket, at han ikke får foræret en genvej til startopstillingen. 

- Jeg elsker at være her, og jeg har et stort hjerte for klubben. Jeg har gode holdkammerater, så hver dag prøver jeg bare at gøre mit bedste, så jeg kan komme til at spille, siger angriberen.

- Hvis der er noget, jeg har lært af mine år i det her game, så er det, at du er din egen bedste ven. Det betyder, jeg må bare prøve at gøre mit bedste. Der er ikke andre, der hjælper mig i den nuværende situation. 

Umiddelbart indikerede tirsdagens træning ikke de store udskiftninger på de forreste positioner frem mod fredagens kamp i Horsens. Folk som Oliver Ross og Melker Widell var på det hold, der lignede stammen til en startopstilling til fredagens kamp. Til gengæld er det et åbent spørgsmål, hvem der skal fuldende AaB's offensiv.

Nordjyske har forelagt Helenius' udtalelser for Oscar Hiljemark, men cheftræneren har ingen kommentar. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden