Gammel kending sendte næsten Thisted FC ud i mørket

Thisted FC er videre i DBU Pokalen, men det lignede længe et nederlag til Hedensted IF fra Danmarksserien. En tidligere Thisted-angriber bragte nemlig hjemmeholdet foran

Den tidligere Thisted-spiller var tæt på at gøre det onde ved nogle af sine gamle holdkammerater. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Den tidligere Thisted-spiller var tæt på at gøre det onde ved nogle af sine gamle holdkammerater. Arkivfoto: Peter Mørk

FODBOLD:Mirsad Suljic havde en kort tid i Thisted FC, hvor han i efteråret 2019 skød sig ind som topscorer for thyboerne. Her scorede han seks mål, inden han opgav tilværelsen som divisionsspiller ved siden af sit fuldtidsarbejde.

Hedensted IF - Thisted FC 1-2 (1-0)

  • Mål: 1-0 Mirsad Suljic (32. minut), 1-1 Antonio Bustamante (straffespark, 74. minut), 1-2 Noah Iversen (78. minut)
  • Thisted FC's startopstilling (4-4-2): Alexander Kostow - Jeppe Svenningsen, Laurits Bust Sørensen, Simon Trier, Ebbe Facius - Antonio Bustamante, Kyrylo Pavliuk, Asger Bust, Mathias Andersen -  Aramis Kouzine, Frederik Sloth

Tirsdag aften kunne Thisted igen hilse på den farlige angriber, som i dag har en tilværelse i Danmarksserien sammen med Hedensted IF. Målfarligheden fra tiden i divisionerne har han ikke lagt fra sig, og det resulterede i en føring til hjemmeholdet efter en halv time.

Her fik netop Mirsad Suljic bragt danmarksserieholdet foran. 

- Vi havde et par tidlige stolpeskud, men så blev vi fanget på en omstilling, og der ved vi, at Mirsad er umådelig stærk til at modtage bolde bagfra og holde fat i dem. Efter lidt frem og tilbage i feltet scorede de så på den, fortæller assistenttræner Henning Pedersen.

Trods et brændt straffespark af Aramis Kouzine formåede Thisted FC dog at vende opgøret og sikre avancement. Dermed er thyboerne videre til DBU Pokalens tredje runde.

Thisted FC stillede ikke med stærkeste opstilling, da flere nye navne blev bragt i spil til startelleveren. Eksempelvis fik den nytilkomne målmand, Alexander Kostow, sin debut på førsteholdet, hvor erfarne Andreas Raahauge typisk vogter buret.

- I anden halvleg ændrede vi formation og fik lagt et gevaldigt tryk på dem, så der sad vi tungt på kampen. Det var begrænset, hvad Alexander (Kostow, reservemålmand, red.) havde at lave, men på det ene farlige skud havde han den. Det var en fortjent sejr, lyder det fra den erfarne assistenttræner.

Derudover var der flere af klubbens unge spillere, som fik værdifulde minutter med på vejen. 

- Fra bænken kom Jeppe Dalgaard, Lucas Agesen og Noah Iversen, som er nogle af de helt unge. De er alle 19 år. Det var rigtig godt at se nogle af de drenge, siger Henning Pedersen.

Netop Noah Iversen kom ind fra bænken og sikrede avancementet med sit mål i det 78. minut.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering
Luk