ishockey

Giftig kvintet giver ishockeylandsholdet vigtigt våben

Markus Lauridsen nyder at spille Nikolaj Ehlers og Nicklas Jensen frem til chancer i danske overtalsperioder.

Især Danmarks første powerplayopstilling har haft succes ved VM. Her fejrer Nikolaj Ehlers, Markus Lauridsen, Nicklas Jensen, Frederik Storm og Patrick Russell en scoring mod Frankrig.
Især Danmarks første powerplayopstilling har haft succes ved VM. Her fejrer Nikolaj Ehlers, Markus Lauridsen, Nicklas Jensen, Frederik Storm og Patrick Russell en scoring mod Frankrig. Lehtikuva/Reuters

Mens spillet fem mod fem endnu ikke helt har funklet for det danske ishockeylandshold ved VM, går det anderledes godt i overtalssituationer.

Fem powerplaymål i de første to kampe er et stærkt udbytte, og specielt den ene formation med Markus Lauridsen som playmaker og Nikolaj Ehlers og Nicklas Jensen som skudtrusler har vist sit værd.

- Vi kender hinanden og har spillet sammen i tidligere turneringer. Det er jo stjernespillere, siger Markus Lauridsen om samarbejdet med Ehlers og Jensen.

- Den ene spiller i NHL, og den anden er en af de bedste i den schweiziske liga. Derudover har vi Patrick Russell og Frederik Storm, der begge er europæiske topspillere. Vi har en god kemi og løser tingene godt.

- Det er helt klart noget, der skal være et våben for os, og det var det jo igen mod Frankrig, siger Markus Lauridsen.

Den teknisk stærke back har i de seneste VM-turneringer været blandt Danmarks topscorere.

Ikke mindst på grund af sin evne til at lægge sidste eller næstsidste aflevering i powerplay. I den igangværende turnering er han noteret for tre assister i to kampe.

Landstræner Heinz Ehlers er foreløbig godt tilfreds med sine overtalsformationer.

- Jeg vil håbe, at modstanderne bliver ved med at lave mange udvisninger mod os. Især hvis de er lige så dumme, som dem franskmændene lavede. Det var bare dumhed og arrogance, lyder det fra landstræneren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden