God afslutning på uskøn pokalkamp for EH Aalborg
Nykøbing Falster Håndbold spillede sig sikkert videre til kvartfinalen i Nørresundby Idrætscenter
Opdateret 22. august 2019 kl. 06:38
HÅNDBOLD: Onsdag aften skød EH Aalborg gang i sæsonen med en pokalkamp på hjemmebane mod profilstærke Nykøbing Falster Håndbold. Det var lidt for stor en mundfuld for aalborgenserne. Gæsterne vandt 24-21 efter en føring på 15-10 ved pausen.
I en rodet start på kampen stod de to hold i kø for at lave fejl, men Emma Friberg tog flot fra i EH-målet, og stillingen var 3-3 efter 10 minutter.
Siden fik Nykøbing FH fart i spillet og udnyttede en række tekniske fejl og sløje afslutninger fra hjemmeholdet. Pludselig stod der 6-13 på måltavlen i Nørresundby Idrætscenter.
EH Aalborg fik dog omsider gang i angrebskombinationerne i slutningen af første halvleg, hvor nyerhvervelsen Hanna Åhlén blandt andet satte to flotte scoringer i streg.
Efter yderligere to reduceringer fik Anne Brinch-Nielsen i de sidste sekunder mulighed for at lukke hullet yderligere til 11-14. Helt upresset tabte hun dog bolden, og i stedet sendte Kristina Kristiansen bolden i en bue over Emma Friberg i EH-målet til gæsteføring på 15-10.
Hvis aalborgenserne havde et håb om et comeback i de sidste 30 minutter, så døde det hurtigt i anden halvleg. Her scorede Nykøbing Falster fem hurtige og bragte sig dermed i front 20-10.
Derfra var det ren proforma fra gæsterne, der uden yderligere sved på panden spillede sig i kvartfinalen i Santander Cuppen. Faktisk scorede de kun én gang i kampens sidste kvarter. Ikke mindst fordi EH Aalborg stod ganske flot i forsvaret.
Angrebsmæssigt var det mest positive for EH Aalborg i anden halvleg, at Line Berggren Larsen fik budt ind med en stribe flotte mål og blev topscorer med seks mål.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.