Thisted FC

Tidligere Aalborg Håndbold-keeper bliver fodbolddirektør

Thisted FC har fået besat sin direktørstilling med en i forvejen særdeles kendt skikkelse

Søren Pedersen ses her i en stjernestund, da han var med til at sikre pokaltitlen til Mors-Thy Håndbold. Nu skal han være direktør i Thisted FC.
Søren Pedersen ses her i en stjernestund, da han var med til at sikre pokaltitlen til Mors-Thy Håndbold. Nu skal han være direktør i Thisted FC. Arkivfoto: Bente Poder.

Opdateret kl. 13:54

THISTED: Siden Peter Friis Jensen takkede af som direktør i Thisted FC, har klubben med bestyrelsesformand Peter Boel i spidsen været på jagt efter en erstatning.

Meldingen fra Peter Boel var, at man var på udkig efter en profil, der kom med en stærk kommerciel baggrund og ikke i helt så høj grad havde en sportslig baggrund som Peter Friis Jensen havde. 

Den mission er nu mundet ud i en opsigtsvækkende ansættelse. Det bliver nemlig ingen ringere end den tidligere Aalborg Håndbold- og Mors-Thy-keeper Søren Pedersen, der bliver ny direktør i Thisted FC. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. 

Det er en tilfreds Søren Pedersen, der ser frem mod det kommende job i Thisted FC Elite. Han glæder sig især til at bidrage til Thisted FC som kulturinstitution og styrke Thy som område med afsæt i elitefodbold, her både herre såvel som kvinder, samt ned gennem de yngre årgange i foreningsregi.

- Jeg brænder for udvikling, og specielt når det kommer til vores lokalområde. Vi er - og skal være - stolte af de bedrifter, vi opnår sammen i vores lokalområde. Og de bedrifter ser jeg frem til at være en del af gennem mit arbejde hos Thisted FC Elite.

- Thisted FC er en kulturinstitution i vores lokalområde. Det er et brand, vi skal være stolte af, men det er også en virksomhed, som har et stort og endnu uudnyttet potentiale. Det potentiale er jeg sikker på, at jeg er den rigtige til at fremme.

- Jeg brænder for sportens verden og den kultur, der er at finde her. Så det at få muligheden for at arbejde koncentreret i en klub, der rummer elitefodbold, både på mande- og kvindesiden, samtidig med et stort fokus på ungdomsfodbolden og de værdier, der er at finde indenfor foreningslivet. Det er noget, jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af, fortæller Søren Willette Pedersen.

Søren Pedersen er ny direktør i Thisted FC. Her ses han sammen med bestyrelsesformand Peter Boel. Foto: Thisted FC

Søren Pedersen indstillede sin aktive karriere som håndboldmålmand i sommeren 2021, da han sluttede af med at vinde pokaltitlen med Mors-Thy Håndbold. Siden blev han ansat som direktør i håndboldligaklubben Lemvig-Thyborøn. Her opsagde han sin stilling for få uger siden. 

Nu bliver Thisted FC den nye arbejdsgiver, og det glæder Peter Boel. 

- Jeg må sige, at jeg ikke tror på, at vi kunne have fundet en bedre kandidat end Søren. De erfaringer han har gjort sig hos Lemvig-Thyborøn Håndbold kombineret med hans fortid hos Dragsbæk A/S og som aktiv håndboldspiller hos Mors-Thy Håndbold gør, at jeg er sikker på, at Søren er den helt rigtige mand til jobbet, siger Peter Boel. 

Det er på mange måder et oplagt samarbejde, som man har i støbeskeen. Søren Pedersen er nemlig allerede bosat med sin kone og tre sønner i Thisted. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden