Aalborg Håndbold

Hald tabte igen til de gamle Aalborg-venner: - Måske er de favoritter nu

Flensburgs nordjyske stregkæmpe er skuffet over sit holds præstation på hans gamle hjemmebane i Gigantium

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Det var ikke noget mindeværdigt gensyn for Flensburg-Handewitts Simon Hald, da han torsdag aften var på besøg på sin gamle hjemmebane. Sammen med sine tyske holdkammerater tabte han nok engang til Aalborg Håndbold.

Den store stærke stregspiller er da også alt andet end tilfreds med præstationen i nederlaget på 21-26 til de danske mestre i den første af to Champions League-kvartfinaler.

- Jeg synes, at de vandt med et mål eller to for meget, men vi var desværre ikke ret skarpe. Når man kun scorer 21 mål, bliver det bare svært at vinde. Men Aalborg skal også have stor cadeau for indsatsen, og de har virkelig et rigtig godt hold, siger Simon Hald.

Det var tredje gang i træk, at Aalborg slog Flensburg-Handewitt i Champions League, og stregspilleren lægger ikke skjul på, at det irriterer ham.

- Hvad der er sket førhen, kan vi bare ikke bruge til noget. Nu tænker vi på returkampen, og vi er først og fremmest nødt til at finde noget bedre spil frem der. Gør vi det, så er fem mål dog på ingen måde umuligt at hente, for det kan gå hurtigt i håndbold.

- Vi lægger os bestemt ikke ned på vores hjemmebane, men det bliver da en svær opgave, og måske er favoritværdigheden røget lidt over på Aalborgs side nu, erkender Simon Hald.

Han tog i øvrigt ikke med Flensburg-bussen retur til Tyskland efter kampen. Han har fået lov til at blive en ekstra dag i Danmark og fejre søsterens fødselsdag med familien i Gistrup.

- Nu har jeg ikke været hjemme længe, og jeg har heller ikke haft mulighed for at få besøg, så det bliver dejligt lige at se lidt familie igen, konstaterer han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.