Hamrén så fremskridt mod OB: Forstår ikke tilskuernes buhråb

AaB-træner Erik Hamrén undrede sig over tilskuernes reaktion på 1-1-kampen mod OB

Erik Hamrén fik en varm velkomst inden startfløjt, men den svenske træner forstod ikke AaB-tilhængernes reaktion efter 1-1-kampen mod OB. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Erik Hamrén fik en varm velkomst inden startfløjt, men den svenske træner forstod ikke AaB-tilhængernes reaktion efter 1-1-kampen mod OB. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Det rykkede ikke det store i tabellen, at AaB fredag aften spillede 1-1 mod OB hjemme på Aalborg Portland Park, men AaB-træner Erik Hamrén så dog store fremskridt sammenlignet med 1-3-nederlaget til AGF for 13 dage siden.

AaB's tidligere mestertræner forpasser sjældent en mulighed for at tale om attitude, og på den front leverede hans hold varen fredag aften.

Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.

- Der er mange ting, vi kan forbedre, og jeg er ikke tilfreds med alt. Jeg vil gerne have, at vi vinder endnu flere dueller, og at vi ikke så ofte smider bolden væk, når vi har erobret den. Det skete for meget i dag, men vigtigst af alt så jeg en bedre attitude.

- Vi arbejdede som et hold, og jeg er især tilfreds med vores reaktion efter OB's udligning. Mod AGF faldt vi sammen, da de scorede, men i dag rejste vi os og spillede en god periode lige efter deres scoring.

- Jeg hørte nogle buhråb fra tilskuerne efter kampen, og det forstår jeg ikke. Vi vandt ikke kampen, men vi gjorde, hvad vi kunne. Under kampen må jeg dog sige, at opbakningen var fantastisk, siger Erik Hamrén.

AaB havde for mange boldtab til Erik Hamréns smag. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

AaB havde for mange boldtab til Erik Hamréns smag. Foto: Claus Søndberg

Venstrebacken Jakob Ahlmann var enig med sin træner i, at AaB viste fremskridt fredag aften.

- Vi vandt ikke, og vi ved godt, at vi skal have nogle sejre for, at det virkelig kan rykke noget, men i modsætning til nogle af kampene tidligere på sæsonen leverede vi en indsats, vi kan være bekendt. Vi skal spille bedre, men til gengæld gav vi alt, hvad vi havde, og det skal jo være på plads hver gang, siger Jakob Ahlmann, der efter en periode som indskifter fredag aften var tilbage i AaB's startopstilling.

- Det var et skridt i den rigtige retning. Jeg startede sæsonen med at spille, hvorefter jeg røg ud, så det var selvfølgelig dejligt at være tilbage. Det er jo også et klap på skulderen fra Hamrén, men lige nu er der andre ting, der fylder mere for mig. Det her er noget, vi skal igennem som gruppe, så jeg tager den rolle, jeg får, siger Jakob Ahlmann, der har været imponeret af Erik Hamréns entré i AaB.

- Man kan mærke, at han er en meget erfaren mand, der ikke ryster på hånden. Han er en stærk leder, og han har brugt en del energi på at få os til at nulstille, hvad der er sket tidligere på sæsonen. Vi skal være robuste og svære at spille imod, og så skal vi også lægge på i spillet med bolden, men det er jo ikke sådan, at alt, hvad vi lavede med Friis (tidligere AaB-træner Lars Friis, red.), er smidt ud af vinduet. Der er ting, vi sagtens kan bruge, siger Jakob Ahlmann.

Mens Jakob Ahlmann fredag var tilbage i AaB's startopstilling, var en anden bemærkelsesværdig nyhed, at Milan Makaric helt var fravalgt til AaB's trup.

- Jeg udtog dem, som jeg synes, er bedst, lyder den korte forklaring fra Erik Hamrén.

AaB-OB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.