AaB

Her er Cifuentes' egen forklaring på klubskifte

Martí Cifuentes håber, at AaB og Hammarby finder en løsning, så han er ude af AaB inden 1. marts, hvor han efter planen skifter

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

Mange AaB-fans har været efter Martí Cifuentes på sociale medier, fordi han skifter klub efter kun et år i AaB, men det er ikke utilfredshed eller noget i den dur, der får Cifuentes til at forlade AaB. Det er derimod en meget taknemmelig træner, der træder ud af døren.

- Først og fremmest er jeg ekstremt taknemmelig overfor AaB. Klubben gav mig chancen, og jeg har haft et godt år her. Dernæst er jeg også glad for, at klubben har forstået min situation og mit ønske om at skifte. Gennem hele det her forløb, har vi haft en ærlig og åben dialog, siger Martí Cifuentes.

Netop ønsket om at skifte er noget, der har fået sindene i kog rundt omkring i de nordjyske hjem, men der er en helt naturlig forklaring på ønsket om at skifte til lige netop Hammarby.

- Det her tilbud fra Hammarby var en god sportslig mulighed for mig, men det var også et godt tilbud i forhold til min familiesituation. Jeg er ikke sikker på, at det er alle, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være cheftræner for en klub som AaB, have tvillinger på halvandet år, bo i udlandet under Covid-19. Derfor har det også været et udfordrende år set fra et personligt perspektiv, så det har været en del af beslutningen, men det er svært at gøre det op og sige, at det mest er på grund af det ene eller andet, siger Martí Cifuentes.

Selv havde Cifuentes ikke set skiftet til Hammarby komme, hvis du havde spurgt ham for bare en måned siden.

- Jeg gik på ferie med fokus på, hvordan vi skulle gribe anden halvdel af sæsonen an, men så opstod der noget interesse fra andre klubber, og igen må jeg bare sige, at vi har haft en god dialog omkring det hele. Jeg er glad for, jeg får lov til at skifte, men jeg føler også, at AaB får en god økonomisk aftale ud af det. Særligt når der er tale om en træner, siger Martí Cifuentes.

- Jeg har snakket med Inge André Olsen løbende. Der har hele tiden været den her frikøbsklausul, og den betyder, at AaB får gode penge, og jeg får en spændende mulighed for at være træner i en stor klub i Sverige.

Det hedder sig, at Cifuentes skal fortsætte i AaB frem til 1. marts, men står det til Cifuentes, er det bedst for alle parter, hvis han rykker videre inden da.

- Jeg vil overlade den del til klubberne at blive enige om, men hvis du spørger om min personlige holdning til det spørgsmål, så mener jeg, at det bedste vil være, at vi finder en løsning. Jo før, jo bedre. Ikke kun for min skyld - også for spillertruppen og stabens skyld. Derfor håber jeg, at vi kan løse det her meget hurtigt, men jeg respekterer også den aftale, der er indgået.

Den snart forhenværende AaB-træner hæfter sig især ved den store opbakning, som han har oplevet i sit år i spidsen for "Hele Nordjyllands hold".

- Den opbakning, jeg har oplevet fra AaB's fans har været fantastisk. Jeg har mærket, hvordan byen står bag klubben. Jeg vil altid huske tilbage på Vesttribunen som noget særligt, og jeg er taknemmelig for den support, jeg har oplevet, så det er også med blandede følelser, at jeg rejser videre, siger Martí Cifuentes.

Den spanske træner kan drage videre til Hammarby med en viden om, at han har rykket AaB i det forgangne år.

- Jeg vil sige, at klubben er et bedre sted nu i forhold til, da jeg kom for et år siden. Jeg har haft en fantastisk gruppe af spillere og ledere omkring mig. De har hjulpet mig meget. Særligt da det ikke var så nemt i starten.

Du kan høre mere om AaB's trænersituation i den seneste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten, hvor sportsredaktør Claus Jensen, sportsjournalist Simon Ydesen og tidligere professionel fodboldspiller og spilleragent Thomas Gaardsøe er med i studiet. Ripodsten kan findes på nordjyske.dk/lyt , og hvor du ellers henter dine podcasts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.