Hiljemark hylder sine spillere: Ekstremt stærkt
Oscar Hiljemark kunne ikke sætte en finger på sine spilleres indsats i pokalfinalenederlaget mod FCK

Oscar Hiljemark trøster her en skuffet Allan Sousa. Foto: Martin Damgård
KØBENHAVN:Skuffelsen var stor i AaB-lejren. Selv under kasketten lyste det ud af Oscar Hiljemark, at han var skuffet over pokalfinalens udfald.
- Det er skuffelse, der fylder mest lige nu, siger AaB-træneren, der kunne se tilbage på en kamp, som han i store træk var tilfreds med afviklingen af fra AaB's side.
- Første halvleg var en åben historie. Vi skaber nogle halve chancer, og FCK er nok i virkeligheden mest farlig, men i anden halvleg kontrollerede vi det mere eller mindre. FC København fik en halv chance, og så straffede de os i dag, konstaterer Hiljemark.
Han roser sit mandskab for at komme tilbage efter FCK-scoringen og gøre kampen til en lige affære.
- Det er ekstremt stærkt af holdet at komme tilbage og spille, sådan som vi gør. Det er naturligvis stor moral, men det er hårdt at stå her med et nederlag, siger Oscar Hiljemark.
Hvis man skal være Ole-fejlfinder i AaB-præstationen kan man måske anfægte antallet af chancer, som AaB spillede sig frem til, men det var der en god forklaring på fra Oscar Hiljemark.
- Vi mødte et ganske stabilt hold, men vi fik flyttet dem godt rundt. De er bare stabile i boksen, og så fik vi måske ikke flyttet dem helt nok alligevel, siger Oscar Hiljemark.
Han kunne se Pedro Ferreira stå i strafbar offside-position, da Lars Kramer ellers havde headet bolden i mål. Det var ikke en situation, som Hiljemark kunne indvende det store mod.
- Jeg har ikke set den situation, så jeg kan ikke udtale mig detaljeret om den, men jeg tror, det er Pedro, der er offside. Det er jo en del af fodbold.
Allerede søndag venter der en hamrende vigtig kamp mod FC Midtjylland, og trods nederlaget forventer Hiljemark ikke mentale pokaltømmermænd.
- Vi har spillet 10 finaler inden i dag, og nu har vi tre mere, men vi har følelser, så i aften skal vi have lov til at være skuffede. I morgen kører vi igen, siger Oscar Hiljemark.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.