Hobro er svære at spille mod og svære at score mod

Hobro vandt for tredje gang ud af tre mulige i 2022, og det skyldes blandt andet, at modstanderne ikke kan score på dem

Anfører Mikkel 'MP' Pedersen ledte fra midtbanen Hobro til tredje sejr i træk. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Anfører Mikkel 'MP' Pedersen ledte fra midtbanen Hobro til tredje sejr i træk. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Hobro formåede at besejre Fredericia med 3-1 hjemme efter at have været bagud, og holdet viser sig i 2022 som et svært hold at spille mod.

- Modstanderne har scoret ét mål i tre kampe, og hvis vi er svære at spille mod, er vi også svære at score imod, og det beviser vi, siger Hobros anfører Mikkel ’MP’ Pedersen.

Hobro IK har fundet frem til nogle af de dyder, de længe har været kendt for, og det var noget, der allerede begyndte at vise sig i slutningen af efteråret.

- Vi arbejder stenhårdt for hinanden, og det gjorde vi også i dag (fredag, red.). Derudover har vi ramt marginalerne, og vi scorer på vores chancer. Bolden hopper nu ud til os og går i mål, hvor det i efteråret måske var mere den anden vej, lyder det fra Hobros nummer 14.

- Der var nogle ting, vi hang med i efteråret, hvor vi ikke kunne finde det 100 procent rigtige. Vi sluttede efteråret med at lave okay præstationer, men resultaterne var svingende. VI har haft en lang vinterpause, hvor vi har finpudset de ting, vi gjorde godt til slut i efteråret, og det giver pote nu.

Kampfakta

Hobro IK - FC Fredericia 3-1 (1-1)

Mål: 0-1 Peter Makrillos (18. minut), 1-1 Peter Makrillos (selvmål, 31. minut), 2-1 Abdoul Yoda (64. minut), 3-1 Muamer Brajanac (82. minut).

Hobros hold (3-5-2): Adrian Kappenberger - Christoffer Østergaard (Oliver Klitten 82. minut), Simon Jakobsen, Emil Søgaard, - Mathias Haarup, Jacob Tjørnelund (Frederik Dietz 90. minut), Frederik Mortensen, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Abdoul Yoda (Oliver Overgaard 84. minut) - Don Deedson (Danny Amankwaa 82. minut), Muamer Brajanac.

Advarsler: Mathias Kristensen (27. minut), Jacob Tjørnelund (34. minut), Kristian Kierkegaard (34. minut), Peter Makrillos (51. minut), Oliver Klitten (86. minut).

Tilskuere: 1106

Hobro lå inden starten på forårssæsonen på en sidsteplads i Nordicbet Ligaen, men er nu helt oppe på 9. pladsen, før de resterende kampe spilles i runde 21, og de er da også klar over, at alle point tæller.

- Det er selvfølgelig vigtigt at vinde, det er altid dejligt og for tredje gang i træk - det er lang tid siden - alle point tæller, og det ved vi, Det er det, vi går ud for, det er for at vinde, siger Mikkel ’MP’ Pedersen.

Hobro IK spiller næste kamp, når de fredag møder Fremad Amager, og det er en stor optimisme truppen går ind til det opgør med.

- Optimismen er stor i truppen efter tre kampe og ni point. Hvis vi rammer vores niveau, kan vi slå alle i 1. division, slutter Mikkel ’MP’ Pedersen.

Det kan desuden nævnes, at højre wingback Mathias Haarup spiller sin sidste kamp for Hobro mod Fremad Amager, da han skifter til norske Jerv, når grundspillet er færdigspillet i Nordicbet Ligaen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.