Hobro fortsatte perfekt forår med endnu en sejr

På hjemmebanen kunne Hobro IK for anden gang på en uge juble over en sejr. De har nu fået ni ud af ni mulige point i 2022

Jacob Tjørnelund og Hobro IK er kommet skudt ud af en kanon i foråret. Arkivfoto: Torben Hansen

Jacob Tjørnelund og Hobro IK er kommet skudt ud af en kanon i foråret. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Hobro IK vandt for tredje gang i træk i Nordicbet Ligaen i 2022, da de hjemme besejrede Fredericia med 3-1.

Hobro startede med at skabe kampens første chance allerede efter tre minutters spil, da Mathias Haarup, der spillede sidste hjemmekamp på DS Arena, lagde bolden ind i hovedet på Muamer Brajanac, der headede et stykke forbi mål.

Og der var godt gang i starten af kampen, for midterforsvareren Simon Jakobsen var tæt på at forære Fredericia en stor chance allerede to minutter senere, da han ikke fik clearet bolden på fortrinlig vis.

De første 10 minutter var Hobro dog de mest farlige og chanceskabende, og præcis i det 10. minut var Haarup igen på spil, da han let gled forbi en spiller i Hobros højre side og lagde bolden skråt tilbage til Don Deedson, der ikke formåede at udnytte det gode oplæg.

Herefter var det mest med Fredericia på bolden, der viste, at de har rigtigt dygtige boldspillere, imens Hobro valgte at stille sig længere tilbage på banen. Det var tydeligt at se, at hjemmeholdet ikke havde noget imod at overgive initiativet til Fredericia.

Flere gange kombinerede gæsterne flot med deres små hurtige frontløbere, der gav store problemer for Hobro-forsvaret.

Hobro-keeper Adrian Kappenberger måtte kapitulere i første halvleg. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Hobro-keeper Adrian Kappenberger måtte kapitulere i første halvleg. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Det var ikke kombinationsspillet, der gav kampens første scoring til Fredericia, det var i stedet efter en frisparksbold fra venstre side, der blev lagt flot og hårdt ind i hovedet på Peter Makrillos, der headede bolden ind bag Kappenberger i Hobro-målet.

1-0 til gæsterne, men Hobro lagde sig ikke, og efter en dårlig berøring fra Fredericias målmand, kunne Don Deedson tackle ham, hvorefter bolden lå for fødderne af Brajanac. Angriberen afsluttede lige midt i målet, og der stod målmanden klar og kunne nemt redde bolden.

Det var varslet fra Hobro, der senere skulle vise sig at blive mere alvorligt, da de fik et hjørnespark efter 31 minutter. Bolden blev sendt i feltet og efter lidt flipperspil, sneg bolden sig over stregen, og det var endnu engang Peter Makrillos, der blev noteret scoringer - denne gang et selvmål, og dermed 1-1 på måltavlen.

1-1 var måske ufortjent, hvis det blev vurderet på det smukkeste fodboldspil, men efter chancer var det en helt fair stilling efter de første 45 minutters fodbold.

Kampfakta

Hobro IK - FC Fredericia 3-1 (1-1)

Mål: 0-1 Peter Makrillos (18. minut), 1-1 Peter Makrillos (selvmål, 31. minut), 2-1 Abdoul Yoda (64. minut), 3-1 Muamer Brajanac (82. minut).

Hobros hold (3-5-2): Adrian Kappenberger - Christoffer Østergaard (Oliver Klitten 82. minut), Simon Jakobsen, Emil Søgaard, - Mathias Haarup, Jacob Tjørnelund (Frederik Dietz 90. minut), Frederik Mortensen, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Abdoul Yoda (Oliver Overgaard 84. minut) - Don Deedson (Danny Amankwaa 82. minut), Muamer Brajanac.

Advarsler: Mathias Kristensen (27. minut), Jacob Tjørnelund (34. minut), Kristian Kierkegaard (34. minut), Peter Makrillos (51. minut), Oliver Klitten (86. minut).

Tilskuere: 1106

Fredericia viste tænder første gang efter otte minutter af anden halvleg, men af to omgange kunne Adrian Kappenberger afværge gæsternes forsøg.

Hobros første forsøg i anden halvleg kom efter 63 minutters spil af kampen, da Haarup endnu engang strøg op af højrekanten og denne gang selv afsluttede. Keeperen drejede dog bolden ud til hjørnespark, og det hjørnespark endte med at vende kampen.

For efter hjørnesparket faldt bolden ned af fødderne for Abdoul Yoda, der flot bankede bolden op i toppen af målet til føring på 2-1 til Hobro IK med ca. 25 minutter tilbage af opgøret.

Hobro kom tæt på igen med 20 minutter igen, da Mikkel 'MP' Pedersen erobrede bolden, spillede den videre, løb i dybden, fik en god bold af Deedson, men MP kunne lige nøjagtigt ikke sende bolden i netmaskerne, men ramte i stedet den ene opstander.

Fredericia skabte ikke meget langt hen i anden halvleg, og det var svært at se dem stjæle point fra Hobro, som anden halvleg lakkede mod enden.

Det blev også endnu bedre for Hobro, da Deedson drev frem på venstrekanten og fandt en helt fri Muamer Brajanac at sætte bolden stille og roligt ind til 3-1.

Det lykkedes Hobro at holde føringen hjem, og dermed juble over den tredje sejr ud af tre mulige i 2022. Med sejren spillede Hobro sig op på 9. pladsen i Nordicbet Ligaen med én spillerunde tilbage, før det er tid til nedrykningsspillet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.