Hobro forlænger med forsvarsspiller
Simon Jakobsen bliver i Hobro

Simon Jakobsen har forlænget sin kontrakt med Hobro IK. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
FODBOLD:Hobro IK måtte onsdag sige farvel til Rasmus Minor Petersen, men til gengæld bliver forsvarsmakkeren Simon Jakobsen i klubben.
Jakobsen, der kom til klubben i vinter fra Silkeborg, har forlænget sin aftale med superliganedrykkerne frem til sommeren 2022, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
- Simon har på sin korte tid i klubben efterladt et godt aftryk, både i hans engagement i lokalområdet, men også på grønsværen. Simon har mødt op hver dag med gåpåmod og professionalisme og har været en gevinst i omklædningsrummet. Derfor er vi glade og stolte over at kunne forlænge aftalen med Simon, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Også Simon Jakobsen er glad for forlængelsen.
- Da jeg kom til i vinterens transfervindue på en halvårlig kontrakt, fik både jeg og klubben mulighed for at se hinanden an. Det var fantastisk for mig at komme til Hobro IK, og det var dejligt nemt fra dag et.
- Jeg blev taget godt imod af alle i og omkring klubben, så jeg følte ret hurtigt, at dette var et godt match. Derfor er jeg enormt glad for at have fået forlænget min kontrakt med to år, så jeg nu har mulighed for at arbejde mig endnu mere ind i klubben. Det er helt vildt fedt, siger Simon Jakobsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.