Hobro sælger endnu en profil til Superligaen, men afløseren er allerede på plads
Hobro IK har tirsdag lavet endnu et stort salg. Afløseren bliver en gammel kending
Opdateret kl. 18:32
En lille uges tid efter salget af Richmond Gyamfi sender Hobro IK nu endnu en profil til en superligaklub.
Tirsdag er den 21-årige midtbanespiller Mads Freundlich blevet solgt til Silkeborg IF.
- Freund er en af vores egne drenge, der i sin tid i klubben har gennemgået en fantastisk udvikling. Da Mads kom til, var han måske ikke det åbenlyse talent, men der var ingen tvivl om, at han havde noget spændende og et uforløst potentiale.
- Vigtigst af alt havde han en drøm og en målsætning om at lykkes, hvilket man må sige, at han har gjort. Derfor under vi ham også at prøve sig af på en højere hylde end i NordicBet Ligaen, men af åbenlyse grunde bliver fraværet af Freund et stort savn for os, siger teknisk chef i Hobro IK, Lars Justesen.
Afløseren for Mads Freundlich er dog allerede på plads. Den tidligere Vendsyssel-spiller Zander Hyltoft har sat sin underskrift på en treårig kontrakt, efter at han for en god uge siden fik ophævet sin aftale med svenske Trelleborg.
Dermed vender 28-årige Hyltoft tilbage til sin barndomsklub.
– Zander er en spiller, vi har haft på vores radar i en årrække, og nu er timingen rigtig for alle parter. Zander er en solid og stærk central midtbanespiller med et enormt løbepensum, der både kommer til at bidrage med spillet på banen, men også i omklædningsrummet, hvor han qua sin erfaring og alder kommer til at bidrage til vores trup. Vi er rigtig glade for tilgangen af Zander, samt at vi hurtigt har fundet en fuldgod erstatning for Mads, siger Lars Justesen.
Samtidig har Hobro IK forstærket forsvaret med 20-årige Oliver Friis Dorph, der er hentet i Skive i 2. division og har fået en treårig kontrakt.
- Vi har fulgt Oliver i løbet af sæsonen og set ham spille flere kampe, hvor vi er blevet bekræftet i, hvilket potentiale han besidder. Med Simon Jakobsens karrierestop blev Oliver den oplagte erstatning, hvor han med sin fysiske pakke har flere af de samme kvaliteter, som vores tidligere anfører havde.
- Oliver er en stor og stærk central forsvarsspiller, der er vant til at spille i den samme formation som os, hvilket gør integrationen til vores spillestil nemmere. Vi forventer, at vi kan være med til at forløse Olivers potentiale, og at han kan fortsætte den gode udvikling som han er inde i, siger Lars Justesen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.