Aalborg Håndbold

Imponeret Aalborg-træner efter storsejr: - Det havde jeg godt nok ikke forventet

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen var naturligvis meget tilfreds med sit holds præstation mod Pick Szeged. Skadet profil ser også ud til at være sluppet nådigt

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen kunne fremhæve mange af sine spillere efter storsejren i Szeged.
Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen kunne fremhæve mange af sine spillere efter storsejren i Szeged. Arkivfoto: Lars Pauli

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen vidste næsten ikke, hvilket ben han skulle stå på torsdag aften.

Han havde nemlig lige set sit hold vinde med uvirkelige 41-29 på udebane over de ungarske mestre fra Pick Szeged i Champions League.

- Det havde jeg godt nok ikke forventet, men det er jo godt nok, at man kan præstere over det budgetterede en gang imellem, lyder det fra Stefan Madsen.

Det lignede ellers først en svær aften for Aalborg Håndbold i den ungarske heksekedel i Szeged. Hjemmeholdet bragte sig hurtigt foran 3-0, men stille og roligt arbejdede gæsterne sig tilbage i kampen. Ved pausen førte nordjyderne 17-15, inden man holdt legestue i kampens anden halvdel.

- Vi var gode til at holde ro i tingene, og vi gik ikke i panik, selv om vi lynhurtigt kom bagud 0-3. I starten af kampen synes jeg, at vi spillede lidt for langsomt i angrebet, men det fik vi løst op for, og vi fandt ind i en god rytme.

- Defensivt lykkedes vi også med mange af de ting, vi gerne ville. Jeg er med på, at de fik scoret en del mål, fordi vores tempo gav en høj frekvens af angreb, men vi tvang dem ud i mange af de afslutninger, som vi havde planlagt. Der er mange ting at være tilfreds med, men det hører jo også med til historien, at Szeged gik i opløsning i de sidste 20 minutter, siger Stefan Madsen.

Torsdagens sejr var Aalborg Håndbolds første nogensinde i Szeged. Sædvanligvis er nordjyderne kommet under hårdt pres af et fanatisk ungarsk hjemmepublikum, men da Aalborg Håndbold i anden halvleg løb Pick Szeged over ende, vendte det ungarske publikum sig mod deres egne.

- Der var en ret barsk stemning, og det er sjældent, at jeg har oplevet noget på det her niveau. Kollegialt gør det selvfølgelig ondt at se et hjemmehold blive buhet ud på den måde, men omvendt må vi glæde os over, at vi præsterede rigtig godt og vandt hernede for første gang, siger Stefan Madsen.

Storsejren kom i hus i kraft af en række toppræstationer fra Aalborg-spillerne. Mikkel Hansen gik forrest med 11 scoringer og adskillige fine frispilninger, men han var langt fra ene om at stjæle rampelyset.

- Mikkel var rigtig god i dag, men det var også dejligt at se Agge (Mikael Aggefors, red.) komme ind og gøre det fantastisk, og så synes jeg, at Mads Hoxer for alvor stemplede ind på den internationale scene. Udover sine mål løste han sine defensive opgaver rigtig godt, men der er rigtig mange spillere at fremhæve efter den her kamp, siger Stefan Madsen.

Eneste malurt i bægeret var, at Aron Pálmarsson i første halvleg måtte udgå skadet.

- Hans ryg låste sig, og selv om vores fysioterapeut knoklede i pausen, lykkedes det ikke at få låst den op igen. I første omgang var jeg bange for, at det igen var hans læg, der drillede, men det var det heldigvis ikke. Jeg tror ikke, at han står foran en lang pause, men jeg har ikke noget fuldt overblik endnu, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold skal i aktion igen på søndag, hvor der venter en hjemmekamp mod HC Midtjylland i den hjemlige liga.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden