AaB

Inden AaB-kamp: - Jeg kan ikke beskrive, hvor skuffet jeg er

Den tidligere AaB-spiller Casper Gedsted har en klar ide om, hvordan HB Køge skal overvinde det, der ligner en fodboldmæssig overmagt i mødet med AaB

Den tidligere AaB-spiller Casper Gedsted kappede navlestrengen til de trygge omgivelser i Nordjylland for at øge chancen for at komme til tops i fodboldens verden
Den tidligere AaB-spiller Casper Gedsted kappede navlestrengen til de trygge omgivelser i Nordjylland for at øge chancen for at komme til tops i fodboldens verden Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 07:38

Den 29. maj 2022 vinkede Casper Gedsted farvel til AaB, da han blev skiftet ind i playoff-kampen mod Viborg FF. Han havde ellers kontrakt med klubben flere år ud i fremtiden, men udsigten til fast spilletid var i bedste fald sløret, så den unge AaB-spiller havde selv bedt om at få ophævet sin aftale i jagten på mere spilletid. 

Det endte med et skifte til cypriotiske Krasava Ypsonas, men det eksotiske eventyr varede blot et halvt år, før Gedsted satte sin signatur på en kontrakt med HB Køge. Her er han i dag en af de rutinerede spillere trods en alder på blot 21 år. 

- Jeg kan godt sidde i dag og tænke: Hold kæft, jeg har oplevet meget på trods af mine kun 21 år, siger Casper Gedsted.

- Jeg er stadig AaB-dreng, men jeg var rent ud sagt blevet træt af at sidde på tribunen uden udsigt til spilletid. Derfor traf jeg valget om at komme ud af min kontrakt og prøve noget andet. Fodboldmæssigt var det ikke den rigtige beslutning at tage til Cypern, men menneskeligt har jeg fået meget ud af det, og i den sidste ende tror jeg på, at det har styrket mig til fremtidige prøvelser, siger Casper Gedsted.

Det er dog ikke meget, HB Køge har nydt godt af Casper Gedsted. Fodboldspilleren med rødder i Farsø har nemlig været skadet hele sæsonen. Nu er der dog lys for enden af skadestunnellen. 

- Jeg er blevet opereret i mit ene skinneben for kompartmentsyndrom, som er en skade, der sjældent rammer fodboldspillere. Det var forventet, at jeg skulle bruge en del tid på genoptræning, men jeg er snart klar til at spille kamp igen, siger Casper Gedsted. 

Håbede til det sidste

Han havde til det sidste håbet på, at han kunne nå at blive klar til et gensyn med Aalborg Portland Park, men kampen mod AaB falder akkurat en uge for tidligt for Casper Gedsted. 

- Jeg kan ikke beskrive, hvor skuffet jeg er. Jeg har set frem til den her kamp, lige siden kampprogrammet kom ud, men jeg er først klar om en uge. Hvis jeg skal se mere objektivt på det, så ville det være uansvarligt, hvis jeg gik ind og spillede nu efter to lette træninger med holdet, siger Casper Gedsted. 

Casper Gedsted er vild med tilværelsen i HB Køge. Nu skal han bare over sin skade. Arkivfoto: Lars Pauli

Sandsynligheden taler for, at HB Køge ikke kvalificerer sig til oprykningsspillet, så det ligner et enligt besøg i Aalborg for de midtsjællandske svaner. 

- Vi må jo nok være realistiske og sige, at det ser sådan ud, hvilket ikke gør min ærgrelse mindre. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på de gange, jeg løb rundt inde på banen for AaB. 

Den tidligere AaB-spiller følger som så mange andre tidligere bolsjestriber godt med i, hvordan det går hjerteklubben. Derfor har Casper Gedsted også lagt mærke til et par ting i AaB's udvikling på og udenfor banen. 

- Det er meget på den individuelle kvalitet, at AaB har vundet flere af sine kampe i denne sæson, men den individuelle kvalitet er også nok til, at AaB kan rykke op igen, siger Casper Gedsted, der som så mange andre skulle forlige sig med tanken om AaB i 1. division. 

- AaB er bare ikke en klub, der skal ligge i 1. division. Det bedste bevis er næsten den opbakning, som AaB er blevet mødt af efter nedrykningen. Det virker som om, fansene er rykket sammen i bussen og bare bakker mere og mere massivt op, siger Casper Gedsted. 

Planen er klar

Casper Gedsted kommer som sagt ikke selv i aktion, men han håber, at holdkammeraterne kan gøre ondt på AaB, selvom det bliver svært.

- Hvis vi skal have noget med fra kampen, så skal vi være sindssygt effektive i begge felter. Vi skal virkelig spille en god defensiv kamp, og så ved vi, at vi ikke får mere end to-tre chancer mod et hold som AaB, så dem skal vi udnytte, siger Casper Gedsted, der har set de fleste AaB-kampe og derfor også har en ide om, hvordan man bedst rammer de tidligere holdkammerater. 

- Når jeg tænker tilbage på kampene mod Sønderjyske og Næstved, så er det ret tydeligt for mig, at man kan ramme AaB på omstillinger. Der kan man finde muligheder, og det kan vi bestemt også med folk som Jubril Adedeji og Youssef Dhaflaoui. Det er to meget dygtige og hurtige driblere, siger Casper Gedsted.

Mens AaB mere eller mindre har alle mand klar til kamp, så kæmper HB Køge med skader til Gedsted og angriberen Joachim Rothmann. Samtidig har Casper Jørgensen karantæne, så det er et svækket HB Køge-hold, der møder op til kamp. Til gengæld er det glædeligt for sjællænderne, at Mike Jensen er klar igen efter en knæskade. 

- Det er folk som Mike Jensen og Cavnic i vores midterforsvar, der skal sørge for, at de unge ikke bliver blæst bagover af den stemning, der rammer dem. Mange af dem har aldrig prøvet at spille for så mange mennesker før, konstaterer Casper Gedsted. 

Ferreira med igen

Efter udstået karantæne er Pedro Ferreira atter tilgængelig til AaB's kamptrup mod HB Køge. Det betyder nok i første omgang en plads på bænken, mens de centrale midtbanepositioner varetages af Malthe Højholt og Richard Odada. 

Der er kamp om de centrale pladser på AaB-holdet, mens der andre steder på banen er anderledes tyndt besat i tilfælde af skader eller karantæner. Derfor har man også i ugens løb set Jeppe Pedersen fungere som alternativ til Kasper Jørgensen på højre wingback-positionen. 

Der er kampstart klokken 19 på Aalborg Portland Park.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

AaB

Her får du den bedste dækning af AaB. Nyheder, portrætter og skarpe analyser, der går helt tæt på klubben, spillerne, talentmiljøet og forretningen bag

Forsiden