Sport

IOC afviser at anerkende Grønland og Færøerne

IOC har afvist Folketingets anmodning om at lade grønlændere og færinger optræde under eget flag ved OL.

Grønlandske Ukaleq Slettemark optrådte tidligere på året under dansk flag i skiskydning ved vinter-OL i Norditalien. (Arkivfoto).
Grønlandske Ukaleq Slettemark optrådte tidligere på året under dansk flag i skiskydning ved vinter-OL i Norditalien. (Arkivfoto). Francois-Xavier Marit/Ritzau Scanpix

Folketingets Præsidium har bedt Den Internationale Olympiske Komité (IOC) om at lade Grønland og Færøerne optræde ved OL under eget flag.

Den opfordring er blevet afvist blankt.

Det skrev nyhedsbureauet AP tidligere på ugen efter at have fået en kommentar fra IOC.

Hverken Grønland eller Færøerne har godkendte olympiske komitéer, fordi de to lande ikke lever op til kravene fra IOC.

Kun hvis man er "en uafhængig stat, der er anerkendt af det internationale samfund", kan man have en olympisk komité godkendt af IOC. Og det er Grønland og Færøerne ikke.

IOC har meget stringent fulgt samme praksis siden 1996, og det bliver der ikke lavet om på, lyder det.

- Dette standpunkt er blevet forklaret og kommunikeret meget klart til de berørte parter adskillige gange gennem de seneste år, oplyser IOC til AP.

De grønlandske og færøske atleter hører i OL-sammenhæng under Danmarks Idrætsforbund og optræder under dansk flag.

Men ifølge Folketingets Præsidium bør det altså laves om.

- Der er tale om lande med stærke og selvstændige, sportslige identiteter, sagde Søren Gade (V), Folketingets formand, da præsidiet offentliggjorde sit brev til IOC tidligere på ugen.

- Præsidiet ønsker at støtte en sag, som har meget stor betydning for de atleter fra Færøerne og Grønland, der drømmer om at konkurrere på den største internationale scene under deres egne flag.

Danmarks Idrætsforbunds formand, Hans Natorp, har tidligere slået fast, at man bakker op om, at Grønland og Færøerne får selvstændige olympiske komitéer.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden