Jammerbugt-ejer vil rykke op igen: Her er hans opskrift
Klaus-Dieter Müller er klar til at lægge flere penge i Jammerbugt FC for at sikre sportslig succes, efter det står klart, at nordjyderne rykker ned i 2. division

Jammerbugt FC's ejer Klaus-Dieter Müller vil kun tilbringe en enkelt sæson i 2. division. Arkivfoto: Henrik Bo
FODBOLD:Onsdag aften blev det en realitet, at Jammerbugt FC rykker ned i 2. division, da Fremad Amager vandt over Esbjerg.
Klubejer Klaus-Dieter Müller varsler i den forbindelse, at næste sæson byder på nye omvæltninger i den stormombruste klub fra Pandrup.
- Vi skal samle en trup, der kan rykke os op igen med det samme. Det er det helt klare mål. Vi skal rykke tilbage i 1. division i næste sæson, siger Klaus-Dieter Müller.
- Vi skal have sat en trup sammen på 24 til 26 spillere. Vi kommer til at træne om aftenen, for andet kan ikke lade sig gøre for os, når vi rykker ned i den tredjebedste række. Planen er blandt andet, at vi skal have nogle spillere op fra vores andethold, og vi har også haft et par af klubbens U19-spillere med i træningen den seneste uge, siger Klaus-Dieter Müller.
Det er lidt af en udfordring for Jammerbugt-ejeren, at han må vinke farvel til et betragteligt millionbeløb i TV-penge. De penge efterlader et hul i budgettet, og hvordan det skal lukkes, er endnu ikke fastlagt.
- Der er flere muligheder. Vi har en ambition om at sælge spillere, og det kan være en vej til at skaffe penge til budgettet, siger den tyske ejer, der også kan ende med selv at skulle til lommerne.
- En anden mulighed er, at jeg selv lægger flere penge. Det kan blive nødvendigt, men jeg har endnu ikke det færdige budget for næste sæson. Jeg mangler nogle informationer, før det kan færdiggøres, siger Klaus-Dieter Müller.
Med de mange historier, der har floreret om manglende løn, manglende betaling til kreditorer og mistillid fra lokalsamfundet er det oplagt at spekulere i et exit fra Klaus-Dieter Müllers side. Det er dog ikke en tanke, han selv bruger mange sekunder på at overveje.
- Jeg er også ejer af klubben, når næste sæson begynder, fastslår Klaus-Dieter Müller.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.