Jammerbugt-træner raser over kontroversielt straffespark: - Jeg håber, at dommeren får ikke bestået
Bo Zinck er helt uforstående over for sent straffespark til Esbjerg, men han kunne takke sin nye målmand for, at det ikke fik konsekvenser

Jammerbugt-træner Bo Zinck glædede sig over sit holds indsats, men han var uforstående over for et straffespark til Esbjerg. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
FODBOLD:Pape Seudou Ndianye blev i onsdags præsenteret som ny målmand i Jammerbugt FC, og allerede fredag fik senegaleseren en mindeværdig debut for den nordjyske klub.
Pape Seudou Ndianye blev nemlig den direkte årsag til, at Jammerbugt fik et point med hjem fra udekampen mod Esbjerg, da han i kampens overtid reddede et straffespark og dermed sørgede for, at kampen endte 2-2.
- Det var fantastisk. Da vi kørte herned, sendte vores ejer mig en video med Pape, hvor han tager tre straffespark i samme straffesparkskonkurrence fra en kamp i Senegal, så jeg stod derude og tænkte, at han godt kunne tage den. Det var jeg selvfølgelig rigtig glad for, at han gjorde, lyder det fra Jammerbugt-træner Bo Zinck.
Esbjerg var blevet tilkendt straffesparket, fordi Bardhec Bytyqi ifølge kampens dommer Jonas Bæk havde blokeret et vestjysk frisparksforsøg med hånden i eget målfelt, men den vurdering giver Bo Zinck ikke meget for.
- Det var jo en katastrofedom. Jeg håber, at dommeren får ikke bestået. Esbjerg-spillerne siger også, at han nærmest havde fløjtet, inden bolden ramte muren. Det var helt håbløst, siger Bo Zinck.
Jammerbugts nye målmand fik dog også afsløret, at han af naturlige årsager ikke er helt i sync med sit forsvar endnu. Esbjergs 2-1-mål faldt, da Pape Seudou Ndianye og Mads Larsen ikke kunne blive enige om, hvem der skulle tage sig af en lang fremlægning. Ved Esbjergs første mål var Nikolaj Lyngø synderen med en fejlaflevering.
- Vi lavede fejl ved begge mål, og dem skal vi jo have ryddet ud i. Det var store fejl, og laver vi ikke dem, vinder vi jo hernede. Det er det, der irriterer mig mest, siger Bo Zinck.
For Jammerbugt havde gjort mere end rigeligt til at fortjene point i Esbjerg.
- Jeg synes jo, at vi var det bedste hold. Vi har tre store chancer ved 2-2, så jeg er godt nok stolt over den måde, vi greb det an på. Det må jeg bare sige, siger Bo Zinck.
Med fredagens pointdeling har Jammerbugt taget point fra Esbjerg i begge indbyrdes møder. Tidligere på sæsonen tabte de ambitiøse vestjyder med 0-1 i Pandrup.
Pointet var Jammerbugts 15. i ligeså mange kampe i Nordicbet Ligaen.
- Vi leverede en overraskelse igen, og det var et rigtig vigtigt point. Nu har vi et par kampe mod Horsens og Lyngby, hvor der heller ikke er nogen, der forventer noget af os, men vi tager noget selvtillid med ind til de kampe, siger Bo Zinck.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.