Aalborg Pirates

Kabanov-comeback hjalp piraterne til tiltrængt sejr

Aalborg Pirates fik piratskibet på nogenlunde tilbage på ret køl, da man efter tre nederlag på stribe fik besejret Rødovre

Kirill Kabanov var tilbage på isen for Aalborg Pirates.

Kirill Kabanov var tilbage på isen for Aalborg Pirates.

ISHOCKEY:Aalborg Pirates vandt 5-2 over Rødovre Mighty Bulls i en kamp, der bød på mange udvisningsminutter og godt med underholdning til de 1987 tilskuere.

Tre nederlag på stribe var den mentale ballast for Aalborg Pirates' ambitiøse mandskab inden lørdagens hjemmekamp mod Rødovre Mighty Bulls.

Københavnerne kom til Aalborg med et udgangspunkt, der bød på en placering som nummer sjok, så det lignede alt andet lige en oplagt mulighed for Pirates til at vende den begyndende krisestemning.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen

Det har ikke just været Aalborg Pirates's bedste periode i de foregående kampe. Det stolte piratskib med de ambitioner, om at indtage den helt store skat i form af en DM-pokal, har været på slingrekurs. Skadesfraværet af flere profiler har helt sikkert også kostet for Pirates, men mod Rødovre var Kirill Kabanov tilbage på isen.

Russerens comeback var en kærkommen men ikke nødvendigvis afgørende saltvandsindsprøjtning mod Rødovre. Til trods for et massivt spil-overtag til Aalborg Pirates var der stadig visse udfordringer med at holde en respektabel scoringsprocent.

Efter en lidt sløv indledning på kampen, tog piraterne staven i den anden hånd og bragte sig på 3-0 inden første periode var forbi.

Det blev blandt andet til en assist til Kabanov, da han havde næstsidste stav på pucken i forbindelse med Martin Højbiergs scoring til 2-0. Patrick Bjorkstrand havde bragt Pirates på 1-0, mens Jeppe Jul Korsgaard skabte fest på tribunerne med sit mål til 3-0 kort før første periode var forbi.

Aalborg Pirates - Rødovre 5-2

Periodecifre: 3-0, 1-2, 1-0

Mål: 1-0 Patrick Bjorkstrand (14.21), 2-0 Martin Højbjerg (15.53), 3-0 Jeppe Jul Korsgaard (19.32), 3-1 Nicklas Carlsen (22.08), 3-2 Ryan Lowney (27.53), 4-2 Martin Højbjerg (33.52), 5-2 Jeppe Jul Korsgaard (58.13)

Udvisningsminutter: Aalborg Pirates 16, Rødovre 37

Tilskuere: 1987

I anden periode var der igen overtag i spil og chancer til Pirates, men som i flere af de foregående kampe var offensiv ineffektivitet og defensiv slendrian en del af fortællingen om pirat-indsatsen.

Rødovre havde nemlig ikke tænkt sig at blive kørt over, som det var tilfældet i sæsonens første møde mellem de to hold. Her havde Aalborg vundet 9-2. Nicklas Carlsen og Ryan Lowney fik reduceret Pirates-føringen til 3-2. De to reduceringer kunne måske have skabt bekymrede miner i Pirates-boksen, hvis det ikke havde været mod en modstander, der kandiderer til at være sæsonens dårligste hold i Metalligaen. Det skal ikke tage noget fra Pirates, men Rødovre er et hold med synlige svagheder.

Betingelserne for gæsterne blev bestemt ikke gjort nemmere, da Olivier Dame-Malke satte en ikke særligt gennemtænk cross-checking ind mod Jeppe Jul Korsgaard.

Det sendte Rødovre-spilleren i bad og holdkammeraterne i fem minutters ufrivilligt undertal. Det benyttede Aalborg Pirates til atter at trække lidt fra på måltavlen. Martin Højbjerg scorede til 4-2, og piraterne kunne med lidt større skarphed havde dræbt al spænding i kampen, men igen var manglende skarphed foran modstandermålet et tema.

Aalborg-spillet var lidt ligesom stemningen på tribunerne god i perioder men generelt med store muligheder for forbedringer. For piraterne var det først og fremmest vigtigt at få stoppet den negative spiral med tre nederlag i de tre foregående kampe.

Det blev for ofte ved de gode intentioner fra Pirates-spillerne, der ikke fik det flow i angrebsopbygningen og den istid i offensiv zone, som man kunne forvente mod et ret tamt men trods alt bravt kæmpende Rødovre-hold.

Mod kampens slutning fik Rødovre en sidste chance for et comeback, da Lasse Bo Knudsen blev sendt i straffeboksen med en 2+2 udvisning. Piraterne stod dog distancen, og i stedet kunne Jeppe Jul Korsgaard score sit andet mål i kampen, da han skød pucken i et tomt Rødovre-bur.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.