Sport

Kæmpe drama: Frederikshavn snublede på målstregen

Floorballherrerne fra Frederikshavn Blackhawks kunne dufte pokalguldet, men Hvidovre kravlede på utrolig vis op af sækken og sejrede  

Slukørede Blackhawks-spillere efter pokalfinalen, som mange troede, at de havde vundet, da de førte 5-3 med mindre end to minutter igen.
Slukørede Blackhawks-spillere efter pokalfinalen, som mange troede, at de havde vundet, da de førte 5-3 med mindre end to minutter igen. Foto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN: Der var lagt op til en floorballfest, da Frederikshavn Blackhawks' mænd søndag spillede pokalfinale på hjemmebane i Arena Nord. Men spillerne og hovedparten af de 500 tilskuere måtte gå alvorligt slukørede hjem.

Frederikshavnerne førte ellers 5-3 med mindre end to minutter igen, men så tog Hvidovre målmanden ud og fik reduceret, inden de 18 sekunder før tid også fik udlignet til 5-5. 

Siden fulgte en nervøs overtid, hvor gæsterne efter seks minutters spil fuldendte comebacket og vandt 6-5. Der kan man tale om en festdræber i Arena Nord.

Frederikshavn Blackhawks - Hvidovre Attack 5-6
  • Floorball, pokalfinale, mænd
  • Periodecifre: 0-2, 3-0, 2-3, 0-1
  • Mål: 0-1 (10.02), 0-2 (19.23), 1-2 Emil Kajgaard (31.00), 2-2 Rasmus Larsen (33.49), 3-2 Emil Kajgaard (39.40), 4-2 Kasper Kajgaard (43.11), 4-3 (48.12), 5-3 Emil Kajgaard (57.07), 5-4 (58.21), 5-5 (59.42), 5-6 (66.28)

- Det er selvfølgelig en skidt udgang på den her finale, for det var vores klare mål at genvinde den pokaltitel. Det er ikke godt nok, at Hvidovre i de sidste minutter fik lov at score to gange i spillet seks mod fem. Det skal vi kunne dæmme bedre op for, men vi lavede nogle dumme personlige fejl, konstaterer Blackhawks-træner Andreas Glad.

Cheftræner Andreas Glad forlanger af sine spillere, at de møder sultne ind til træning mandag. Nu gælder det jagten på DM-guldet. Foto: Lars Pauli

Nu må Frederikshavn Blackhawks i stedet jagte DM-guldet, hvor holdet også er forsvarende mester.

- Det er det eneste, der tæller for os nu. Jeg har også sagt til gutterne, at de skal være skuffede nu, men at vi rejser os sammen, når vi møder ind til træning mandag. Den her kamp skal vaskes væk med en DM-titel, siger Andreas Glad.

Frederikshavn var bedst i kampens indledning, men de kom alligevel bagud efter 10 minutters spil. Et hurtigt taget frislag overrumplede Blackhawks. Siden overtog hjemmeholdet igen teten, men de havde svært ved at skabe de helt store målchancer. I stedet slog Hvidovre til på en kontra kort før første periodes udløb og kunne gå til periodepause med en 2-0-føring.

Der blev gået til vaflerne, da Frederikshavn Blackhawks og Hvidovre Attack spillede pokalfinale i Arena Nord. Foto: Lars Pauli

I anden periode fik Frederikshavn Blackhawks to gange indenfor kort tid chancen i powerplay, men det lugtede ikke af en reducering. Den faldt i stedet midtvejs i perioden, da begge hold var fuldtallige. Emil Kajgaard viste noget af det killer-instinkt foran kassen, man længe havde savnet hos frederikshavnerne.

Tre minutter senere blev det også 2-2, da Kasper Larsen first-timede en tværpasning i nettet, og så steg stemningen blandt de 500 entusiastiske tilskuere i Arena Nord. Den nåede også at eksplodere 20 sekunder før anden periodes udløb, da Emil Kajgaard omsatte en lang fremlægning til 3-2-føring for Blackhawks, da dermed havde vendt kampen helt på hovedet.

En fantastisk anden periode vendte for en stund kampen på hovedet for Frederikshavn Blackhawks. Foto: Lars Pauli

- Vi spillede en rigtig god anden periode, og tredje var også rigtig god, hvis man altså lige trækker de sidste minutter fra, siger cheftræner Andreas Glad.

Tredje periode var godt tre minutter gammel, da Kasper Kajgaard tog sagen i egen hånd og kørte solo til 4-2 . Hvidovre Attack var dog ikke slået endnu, og fem minutter senere broderede de sig igennem og reducerede til 4-3.

Med tre minutter igen tog Hvidovre målmanden ud i jagten på udligningen, men der gik kun få sekunder, før de mistede den, så Emil Kajgaard i stedet kunne sende bolden i tomt net til 5-3 for Frederikshavn.

500 tilskuere skabte en festlig ramme om mændenes pokalfinale i floorball i Arena Nord. Foto: Lars Pauli

Men dermed var det sidste ord ikke sagt. Hvidovre fortsatte med målmanden ude og fik reduceret til 5-4 med to minutter igen. Og med blot 18 sekunder tilbage kom udligningen til 5-5 og lagde en kraftig dæmper på stemingen i Arena Nord.

Det var som bekendt intet i forhold til dét, der skete seks minutter inde i overtiden, da Hvidovres Mathias Hørby blev matchvinder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden