Vendsyssel FF

Kæmpe keeperkoks sikrer Vendsyssel forløsende sejr

Vendsyssel FF sikrede sig lørdag eftermiddag forårets første sejr

Tiémoko Konaté blev lørdagens helt, da Vendsyssel sikrede sig forårets første sejr.

Tiémoko Konaté blev lørdagens helt, da Vendsyssel sikrede sig forårets første sejr.

FODBOLD:Nogen køn forestilling var det ikke.

Men det er Michael Schjønberg og Vendsyssel-mandskabet nok bedøvende ligeglade med. Efter et keeperkoks af Matti Brylov mod slutningen af kampen sikrer Vendsyssel FF sig nemlig forårets første sejr, og det bringer håbet om overlevelse tilbage.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen.

Det havde været noget nemmere, om denne kamp var henlagt til det sparsomme græstørv nær Rubjerg Knude Fyr. For græstæppet på Nord Energi Arena denne lørdag bar bestemt ikke præg af grundigt greenkeeper-arbejde.

Lasse Steffensens fysik blev fra starten et særligt fokusområde for Vendsyssels offensiv. Navnligt på dødbolde var Steffensen en trussel, og blot to minutter efter kampstart indløb alvorlige appeller for straffespark. Der eksisterer dog ikke VAR i 1. division, og da kampens dommer, Chris Johansen, vinkede afværgende, måtte Steffensen rejse sig op igen.

Flere gange lykkedes det gæsterne fra Hvidovre at spille sig frem til store chancer på grund af stor passivitet fra hjemmeholdets forsvar.

Når Vendsyssel så en sjælden gang imellem havde tag i det offensive spil, ebbede det nonchalant ud i sandet.

Ved to situationer kom Tiémoko Konaté særdeles klodset ind i tacklingerne, men han fik altså ikke spillet sig frem til en advarsel ved nogle af aktionerne ifølge kampens dommer.

Fem minutter før pause fik Anders Bærtelsen driblet sig fri til en stor mulighed, men teknikken svigtede, da han skulle stille sigtekornet.

Minuttet efter drejede Tiémoko Konaté rundt om sig selv efter en frispilning af Zander Hyltoft. Den tidligere Sparta Prag-offensivspiller stod nær halvcirklen, da han i én bevægelse sendte en afslutning af sted mod Hvidovre-målet.

De første 45 minutter endte uden scoringer, og nogen køn forestilling var der bestemt ikke tale om.

I begyndelsen af anden halvleg kom gæsterne fra Hvidovre bedst ud. De lagde fra land med en række dødbolde, der havnede tæt under Peter Friis Jensen.

Vendsyssel brød Hvidovre-overtaget med en kontraomstilling. Bolden endte ved Zander Hyltoft, der dog bragede skuddet langt forbi - og over - mål. Det resulterede i, at Michael Schjønberg af ren aggression slog sine bare næver ind i udskiftningsboksen.

Nogen offensive planer kunne man ikke for alvor spore hos Vendsyssel, der sporadisk og omskifteligt prøvede lidt af hvert.

Vendsyssels Muhammed Cham-Saracevic tog sagen i egen hånd med omtrent 20 minutter tilbage af kampen. Via et godt raid på højreflanken fik han driblet udenom og forbi flere Hvidovre-forsvarere, men afslutningen sad dog lige på keeperen.

På egen banehalvdel skød Thomas Christiansen bolden ind på sin medspiller, Anders Bærtelsen, og det dannede grundlag for en stor Hvidovre-chance. Gæsternes Marcus Lindberg formøblede dog muligheden for at bringe de rødblusede foran.

Matti Brylov i Hvidovre-målet kostede point for gæsterne lørdag eftermiddag. Først kom målmanden ud, men efterfølgende tøvede han gevaldigt. Derfor kunne Tiémoko Konaté bringe hjemmeholdet foran i slutningen af kampen.

I dommerens tillægstid lagde Hvidovre tryk på og bragte sågar keeper Matti Brylov frem til flere hjørnespark.

Vendsyssel endte dog med at sikre sejren, hvilket blev en forløsning for nordjyderne, der dog stadig har et point op til Skive over nedrykningsstregen.

Se alle billederne herunder.

Vendsyssel - Hvidovre 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Tiémoko Konaté (86. minut)

Startopstilling (4-2-3-1): Peter Friis Jensen - Jeppe Svenningsen, Andreas Kaltoft (Jakob Hjorth, 70. minut), Anders Bærtelsen, Thomas Christiansen - Jelle van der Heyden (Mikkel Knudsen, 87. minut), Mikkel Wohlgemuth - Dusan Jajic (Muhammed Cham-Saracevic, 60. minut), Zander Hyltoft (Gregory Berthier, 87. minut), Tiémoko Konaté - Lasse Steffensen (Virgiliu Postolachi, 70. minut)

Advarsler: Jeppe Svenningsen (77. minut)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.