Mors‑Thy Håndbold

Kæmpe nedtur: Bette Balkan tabte til bettebror i Lemvig

Mors-Thy måte se sig besejret efter en indsats, som aldrig for alvor kom op at matche en flot kulisse i Lemvig

Arkivfoto: Henrik Louis

Arkivfoto: Henrik Louis

HÅNDBOLD:Der var et vaskeægte arvefjendeopgør på menuen, da Mors-Thy Håndbold var kørt en tur til Lemvig for at møde det lokale ligahold. Her blev man mødt af et banner fra hjemmeholdets fans der havde en klar bedsked til Mors-Thy-lejren: ”Hold nallerne væk fra vores drenge MTH.”

Årsagen er, at Mors-Thy allerede har præsenteret tre nuværende Lemvig-Thyborøn til næste sæsons besætning. Svend Rughave, Nicolai Spanggaard og Mads Thymann laver det forbudte men samtidig meget naturlige skifte til storebror lidt længere mod nord.

Bedømt ud fra mandagens kamp er det alle tre gode tilgange, som man har sikret sig. Nicolai Spanggard på højrebacken gjorde god reklame for sig selv gemmen alle 60 minutter. Det samme var Mads Thymann godt i gang med, da kampens dommerpar præsenterede ham for et rødt kort, der vakte en del harme blandt det talstærke hjemmepublikum midt i første halvleg. Det var nok nærmere to minutter end en permanent plads på sidelinjen, der ville have været den rigtige beslutning.

Lemvig-Thyborøn - Mors-Thy Håndbold 31-30

Stillinger undervejs: 2-2, 4-4, 7-6, 12-8, 14-9, (17-15), 19-15, 23-18, 28-26.

Topscorer for Lemvig-Thyborøn: Thomas Damgaard 8, Jesper Kokholm 5.

Mål for Mors-Thy Håndbold: Sander Øverjordet 7, Mads Hoxer 6, Bjarke Christensen 5, Erik Toft 5, Kasper Lindgren 3, Axel Franzen 2, Andreas Nielsen 1, Jonas Hermansen 1.

Udvisninger: Lemvig-Thyborøn 2, Mors-Thy 2

Rødt kort: Mads Thymann, Lemvig-Thyborøn.

Tilskuere: 1325

Lemvig-Thyborøn lod sig dog ikke mærke af savnet af nøglespilleren. Der var andre kræfter, der trådte i karakter.

Ikke mindst den komende Mors-Thy-keeper Svend Rughave, der klart overstrålede sine to kollegaer i Mors-Thy-målet. Der var ikke mange redninger gemt i Bech og Henriksen med det fælles fornavn Rasmus.

Den tendens var udtalt gennem hele kampen, og det var en afgørende faktor i forhold til kampens udfald.

I en fyldt Arena Vestjylland var stemningen på kogepunktet, da hjemmeholdet mod kampens slutning lukkede og slukkede med en scoring til 31-29, der umuliggjorde det Mors-Thy-comeback, der havde ligget og luret i det sidste kvarter af kampen.

Med en sejr kunne Mors-Thy så småt have rettet sigtekornet mod en plads i top otte, men med nederlaget er det i stedet nedrykningsspøgelset, der fortsætter med at spøge i det nordvestjyske.

Med 18 sekunder tilbage af kampen tog hjemmeholdets træner Dennis Bo Jensen den obligatoriske timeout, og så kunne hallens DJ spille ”Sejren er vor”, hvilket var helt fortjent, da Mors-Thy på intet tidspunkt i kampen havde været foran. Det var kort sagt bettebror, der besejrede storebror, og det betyder, at der nu er fem point mellem de to hold i tabellen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.