Sport

Kaptajn klar til at sætte dato på længe ventet comeback

Indtil videre har han ikke været synligt savnet, men i Aalborg Pirates glæder man sig alligevel til et snarligt comeback fra klubbens største profil

Julian Jakobsen kan snart trække Aalborg Pirates' kamptrøje over hovedet igen. 
Julian Jakobsen kan snart trække Aalborg Pirates' kamptrøje over hovedet igen.  Arkivfoto: Lars Pauli

I midten af august blev det meldt ud, at Julian Jakobsen ville misse sæsonstarten hos Aalborg Pirates. Kaptajnen bøvlede med en lyskenskade, som gjorde ham ukampdygtig. 

Han har fortsat sin første kamp i sæsonen til gode, men nu er Jakobsen klar til at sætte en konkret dato på sin comeback-kamp. 

- Hvis planen holder, så skal jeg i kamp onsdag den 11. oktober, når vi møder Innsbruck i Champions Hockey League. Det er en fin kamp at komme i gang på, siger Julian Jakobsen. 

Da Pirates genvandt DM-guldet i april, var det med Julian Jakobsen i en storspillende udgave, men siden har han ikke været i kamp. Nu er det imidlertid blevet til istid i de daglige træningspas. Faktisk har han været på is i fire uger, så comebacket er blevet nøje planlagt. 

- Jeg er stille og roligt trappet op igen. Jeg har ingen problemer med lysken, og samtidig giver den her pause mig tid til at prioritere min styrketræning, så jeg har også fået noget godt ud af pausen, siger Julian Jakobsen, der også har haft tid til at pleje familien lidt ekstra, ligesom han ivrigt har fulgt holdkammeraternes indledning på sæsonen. 

Denne sæsons udgave af Aalborg Pirates har indtil videre imponeret kaptajnen. 

- Jeg er virkelig imponeret over den store stabilitet og det modne udtryk, vi har spillet med indtil videre. Der er virkelig harmoni på og udenfor isen. Det er flere år siden, jeg har oplevet et Pirates-hold, der på den måde trækker i samme retning på isen. Udenfor isen er der vanen tro god kemi, så jeg er meget positiv omkring den her indledning på sæsonen, siger Julian Jakobsen. 

Efter den ufrivillige kamppause er der ingen tvivl om, at det er en sulten og topmotiveret Pirates-profil, der ser frem til at komme tilbage i kamp. 

- Jo længere tid jeg har siddet ude, jo mere glæder jeg mig til at komme med. Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme i kamp igen. 

- Det skal ikke lyde forkert, men jeg har også nydt at kunne sidde og iagttage holdets første kampe. Jeg er som sagt virkelig imponeret over den her indledning på sæsonen, og derfor er det også bare med til at øge lysten til at komme tilbage i kamp, siger Julian Jakobsen. 

Aalborg Pirates har nu mødt alle hold i Metalligaen, og resultatet er en solid pointhøst. I otte kampe er det blevet til seks sejre i ordinær spilletid, en sejr efter overtid, og blot et enkelt nederlag. Det placerer lige nu holdet på en førsteplads, hvilket er vigtigt. Efter de næste otte kampe uddeles billetterne til Final4 til de fire bedst placerede hold. Her skal der gå meget galt, hvis ikke Pirates vanen tro skal booke billet. 

Næste udfordring bliver en hjemmekamp mod Rødovre, der er i store økonomiske problemer. Hele bestyrelsen er gået, og det skaber usikkerhed om fremtiden for den danske talentfabrik. Tirsdag aften gæster Rødovre Sparekassen Danmark Isarena. 

Gå til relaterede emner

Forsiden