Pirates-kaptajn roser kontinuiteten: - Det handler om sult

Pirates-kaptajn Julian Jakobsen kunne glæde sig over at løfte DM-pokalen for andet år i træk

Julian Jakobsen kunne for tredje gang i karrieren løfte DM-pokalen som kaptajn for Aalborg Pirates. <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Julian Jakobsen kunne for tredje gang i karrieren løfte DM-pokalen som kaptajn for Aalborg Pirates. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HERNING:Julian Jakobsen er uomtvisteligt en nøglefigur i den fortælling om Aalborg Pirates, der nu indeholder tre danske mesterskaber. Piratkaptajnen stiller sig altid i forreste række, når der skal arbejdes hårdt, men han måtte se de sidste 16 sekunder i den afgørende finale fra straffeboksen, hvor han var blevet henvist til på grund af en hooking.

Fra boksen kunne kaptajnen se piratskibet sejle guldet sikkert i havn trods undertal. 

- Ved du hvad, jeg sad faktisk derude og tænkte: Det skal nok gå det her. Det gik så også, så det er bare pissedejligt, siger Julian Jakobsen, der havde travlt efterfølgende, da han først blev kaldt frem for at blive hyldet som en del af allstar-holdet og siden for at modtage DM-pokalen.

Vejen til årets guldmedalje har ikke været ligeså "nem", som den var for et år siden, da piraterne skøjtede let og elegant igennem slutspillet. Blandt andet blev årets slutspil indledt med et nederlag på 2-11 mod Rungsted.

- Det gik op for os, at det her ikke skulle blive let. Det er en af vores største svagheder, at vi nogle gange tager lidt for let på tingene. Vi kan godt falde lidt i søvn, for vi har mange dygtige spillere. Vi tager nogle gange chancer, som vi ikke skal tage, og det kan man ikke, fordi ligaen bliver hele tiden stærkere. Det kunne vi sidste år. Det kunne vi ikke i år. De andre hold har alt for god en struktur til det, siger Julian Jakobsen.

Aalborg Pirates har gang i noget unikt, og ifølge kaptajnen er det noget, der er bygget op over tid, som man i disse år høster guld på.

- Jeg vil gerne helt tilbage til 2018. Der vandt vi. I 19 var det halvskidt, men vi kom alligevel i semifinalen og var med i top fire. Det er kontinuiteten, der er afgørende, for så vinder du før eller siden. Det har vi haft. I 2020 var vi gode, men så kom coronaen. I 2021 var vi gode, men vi tabte til Rungsted, og det lærte vi virkelig noget af. Efterfølgende har vi vundet to i træk. 

Det store spørgsmål er, hvordan piraterne kan holde skruen i vandet i kommende sæsoner, for Aalborg Pirates er et eftertragtet bytte. 

- Det handler meget om sult. Det handler om at finde nye spillere, der er sultne, og så skal vi opretholde sulten på dem, som er her. Jeg må bare sige, at det er flot. Det her er tredje år med finaler. Det bliver nogle lange sæsoner, og det slider sgu. Det er flot, vi kan blive ved, siger Julian Jakobsen.

Han skal i modsætning til tidligere år ikke til VM for Danmark i år, da han er stoppet på landsholdet. Det åbner nye muligheder.

- Jeg ved ikke, jeg skal fejre det ekstra, men det gør, at jeg har lidt ro i hovedet, og jeg kan begynde at bygge op til næste sæson. Nu kan jeg træne lidt ned, og så bygge mig stille og roligt op igen, siger Julian Jakobsen. 

Tidligere på året forlængede Jakobsen sin kontrakt med Pirates, så den løber minimum to sæsoner mere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.