Kasper Kusk: - Det føles som et skridt til siden

AaB-spilleren fik sin første startplads i denne sæson, men det var svært for ham at gøre en forskel mod FC Nordsjælland

Kasper Kusk fik ikke megen plads at boltre sig på mod FC Nordsjælland. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Kasper Kusk fik ikke megen plads at boltre sig på mod FC Nordsjælland. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Kasper Kusk fik for første gang i denne sæson chancen fra start hos AaB, men han kunne ikke gøre en forskel i søndagens 0-0-kamp mod FC Nordsjælland på Aalborg Portland Park.

Det var 90 chancefattige superligaminutter, de 5749 tilskuere blev præsenteret for, hvor Nordsjælland havde bolden klart mest, så AaB's tilløb til chancer var særdeles sporadiske.

- Jeg står nok tilbage med en kombination af skuffelse over det manglende offensive output og tilfredshed med, at vi trods alt holdt nullet. I første halvleg fik vi slet ikke sat det præg på spillet, som vi gerne vil. Vi satte vel ikke mere end fem afleveringer sammen, før vi mistede bolden. Så spillet blev alt for meget på deres præmisser, erkender Kasper Kusk.

AaB fik trods alt løftet spillet lidt i anden halvleg, hvor der blev skruet op for intensiteten - ligesom indskifteren Oliver Ross fik sat lidt fut i offensiven.

Først i anden halvleg fik AaB skabt en lille smule, men det blev aldrig for alvor farligt. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Først i anden halvleg fik AaB skabt en lille smule, men det blev aldrig for alvor farligt. Foto: Martin Damgård

- I anden halvleg kom vi lidt længere frem på banen og fik presset dem bedre. Men vi skabte ikke alverden, og vi må bare erkende, at vi ikke ramte dagen og så stille os tilfredse med det ene point - vores situation taget i betragtning.

- Pointmæssigt er det vel okay at få uafgjort mod topholdet, men spillemæssigt føles det nok mere som et skridt til siden. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg havde håbet, vi var lidt længere fremme i vores udvikling, men vi kæmper hårdt med tingene i øjeblikket, erkender Kasper Kusk.

Han skulle egentlig have startet kampen mod FC Nordsjælland på bænken, men endte med at få en startplads, da anfører Lucas Andersen meldte forfald på grund af det vrid i anklen, han pådrog sig ved lørdagens træning.

- Jeg fik besked i formiddags, og det var fint nok. Vi havde snakket om det lørdag, at det kunne blive en mulighed, så jeg var lidt forberedt.

- Men jeg ville gerne have vist mig noget mere frem i dag, så det var ikke den type kamp, jeg havde drømt om, erkender Kasper Kusk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.