AaB

Klar besked til AaB-lejesvend: Der forventes en helt anden indsats efter ferien

Aleksandar Trajkovski fik ikke spilletid i AaB's sidste kampe i efteråret, og den nordmakedonske landsholdsspiller har langt fra levet op til forventningerne, erkender sportschefen

Aleksandar Trajkovski skal knytte næverne, når han vender tilbage efter vinterferien. Arkivfoto: Lars Pauli

Aleksandar Trajkovski skal knytte næverne, når han vender tilbage efter vinterferien. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Der var store forventninger til Aleksandar Trajkovski, da han i slutningen af august blev hentet til AaB på en lejeaftale hos den spanske klub Mallorca.

Han var røget ud i kulden hos spanierne, men kom til AaB med et CV, som burde gøre ham til en profil i Superligaen. Blandt andet var Aleksander Trajkovski på banen for Nordmakedonien i holdets tre kampe ved EM-slutrunden i sommer, og han har spillet masser af kampe i de bedste ligaer i Belgien, Spanien og Italien.

I AaB venter de stadig på at se det niveau, der blandt andet har givet Aleksandar Trajkovski mere end 70 landskampe for Nordmakedonien. Det kan aflæses på spilletiden for nordjyderne. Efter et indhop på fire minutter i udekampen mod FC Nordsjælland 31.oktober, var Trajkovski slet ikke på banen for AaB i efterårets sidste tre superligakampe.

- Det er skuffende for os. Vi ved, at han er en klassespiller og forventer, at han skal gøre en forskel for os i Superligaen. Det har han ikke gjort, og det skyldes både hans mentalitet, og hvor hårdt han arbejder. Når han kommer tilbage til AaB efter ferien, skal det være med fuld gas fra hans side. Han er for god en spiller til at sidde på bænken, og han har fået klar besked fra Martí Cifuentes (AaB's cheftræner, red.) om, at der forventes noget helt andet fra ham, fortæller AaB's sportschef Inge André Olsen i den nyeste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten .

AaB-sportschef Inge André Olsen er gæst i seneste udgave af Ripodsten. Foto: Kim Dahl Hansen

AaB-sportschef Inge André Olsen er gæst i seneste udgave af Ripodsten. Foto: Kim Dahl Hansen

Han mener, at Aleksandar Trajkovskis sløje efterår hos AaB også kan tilskrives, at han, som det er tilfældet med flere andre udenlandske spillere, har undervurderet det fysiske niveau i Superligaen.

- Den fysik, han har mødt i Superligaen, har overrasket Trajkovski, for teknisk er han meget stærk. Når han vil gå forbi to eller tre spillere til træning, så gør han det, men det betyder ikke ret meget, når du ikke kan gøre det i kampene, konstaterer Inge André Olsen.

Kæmper for VM-plads

Han forventer, at Aleksandar Trajkovski tager arbejdshandskerne på, når spillerne møder tilbage på arbejde i starten af januar. Ikke kun for at tilkæmpe sig en startplads hos AaB, men også for at holde sig inde i billedet til det nordmakedonske landshold, som skal spille kvalifikationskampe om en plads ved VM-slutrunden i Qatar.

- Vi har selvfølgelig tjekket om hans intentioner for at komme til AaB var de rigtige. Nogle gange kan der være tale om spillere, som har tjent mange penge og har en høj løn, der betales af en anden klub, uanset hvordan det går i AaB. Der kan man godt tvivle på, om spilleren har et drive til at fortsætte med at udvikle sig. Men Trajkovski har noget at kæmpe for. Spiller han ikke for os, ryger han af landsholdet og jeg tror, han er den første til at erkende, at hans arbejdsindsats i AaB ikke har været god nok, siger Inge André Olsen.

Du kan høre meget mere til sportschefen i Ripodsten, hvor der både bliver set tilbage på efteråret og frem mod det, der venter i de kommende måneder. Ripodsten kan findes på nordjyske.dk/lyt, og hvor du ellers lytter til podcasts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.