Kommentar: AaB er i gang med den vigtigste ændring i dette århundrede

Den retning, som AaB's talentarbejde tager i disse uger, er ikke bare opsigtsvækkende. Den er enestående godt set af klubbens talentchef Jacob Larsen 

Akademichef Jacob Larsen har haft travlt med at hente nye spillere til AaB. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Akademichef Jacob Larsen har haft travlt med at hente nye spillere til AaB. Arkivfoto: Claus Søndberg

FODBOLD:Der er gang i den i AaB's talentafdeling. Den omvæltning, der sker lige nu, er i min optik en af de mest afgørende og gennemgribende, der er sket, siden AaB i sin tid gik over til fuldtidsfodbold.

 AaB's talentarbejde har de seneste år ramt et lavpunkt, så man retfærdigvis kunne overveje at fjerne ordet talent fra beskrivelsen af klubbens ungdomsarbejde. 

Det har ganske enkelt ikke været godt med tanke på AaB's storslåede muligheder og flotte historik på det punkt. AaB skal være et naturligt samlingspunkt for alle unge fodbolddrenge, der ønsker at jagte en tilværelse som elitefodboldspiller i Nordjylland. 

Det har man ikke automatisk været de seneste år, og det lider de kommende U17 og U19-årgange under. Nok er der enkelte lyspunkter som Theo Sander og Oliver Ross, men den naturlige talentmasse, som AaB har haft igennem et helt årti er væk. 

Da Jacob Larsen i foråret kom tilbage som akademichef på Hornevej, må det have været lidt af et chok for den anerkendte fagmand at opdage, at AaB's talentarbejde var en skygge af sig selv, i forhold til da han senest var i klubben.  

Nu sætter han sig selv og sit gode navn på spil ved at indføre en ny kurs, hvor man atypisk for AaB henter en busfuld spillere fra andre danske klubber. Det har AaB i mindre grad praktiseret i de seneste år, men denne gang er det i langt højere grad AaB, der er kommet til spillerne og ikke den enkelte spiller, der er kommet til AaB med et ønske om at komme til Nordjylland. 

Navne som Donavan Bagou, Kasper Larsen og Bertram Skovgaard får næppe den almindelige AaB-fan op at støde, men for kendere af det danske talentlandskab vil det være navne, der vækker opsigt. For nu at sige det rent ud: Det er vildt, at AaB er i stand til at hente spillere fra den hylde. Det minder i store stræk om det, som FC Midtjylland gjorde tidligere, da de plyndrede andre danske klubber for dygtige spillere. 

Nok er Kasper Larsen blevet vejet og fundet for let i Brøndby, men her skal man bare vide, at Brøndby i disse år kan fodre svin med store talenter i disse årgange. Kasper Larsen er en oplagt profil på det kommende U19-hold, og det samme er Donavan Bagou, der aldrig for alvor fandt sig til rette i FC Midtjylland. Fisnik Isaki, som man har hentet i FCK, var en del af det stærkeste ungdomshold, der har været i Danmark. Her spillede han 25 kampe og scorede 7 mål for et hold, der var spækket med de bedste spillere fra Skandinavien. Det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel. 

Det er de næstbedste fra FC Nordsjælland, FC København, Brøndby og FC Midtjylland, man har fået fat på, og de er lige nu markant bedre end de næstbedste i AaB-regi. Det vil undre mig meget, hvis ikke der er et par kommende superligaspillere gemt i det kuld, man nu henter ind fra andre klubber. Der er nemlig høj kvalitet i de pågældende spillere. 

Med Jacob Larsen og Niels Lawaetz som de to store foregangsmænd har AaB udstukket en ny og meget spændende kurs for sin talentudvikling. Første skridt var erkendelsen af, at det var utilstrækkeligt. Næste skridt har været handling på de indre og eksterne linjer, og her har AaB højnet sine træningsmiljøer markant på både U17 og U19 i de kommende år med de mange nye ansigter. Sideløbende har man gang i mange tiltag på de interne linjer, som skal fremtidssikre talentudviklingen, så AaB fortsat har et solidt nordjysk aftryk på førsteholdet i de kommende år.

At man så på målstregen måtte opgive at få Bo Zinck tilknyttet som ny U19-træner er en skam. Det havde været spændende. Men det viser, at AaB har hævet overliggeren for sit talentarbejde, og det får kæmpe positiv betydning for klubbens førstehold i de kommende år. Et talentarbejde man stolt har brystet sig af at være gode til. Det kan vi roligt konstatere, at man er godt på vej til at blive igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.