Kommentar: Aalborg Håndbold skal nok være der, når det hele skal afgøres

36-29 over Lemvig-Thyborøn lyder som en ret normal dag på kontoret for Aalborg Håndbold, men sejren var nu alligevel vigtigere, end en ligasejr over et bundhold normalt er for storklubben

Her scorer Sebastian Barthold et spektakulært mål mod Lemvig-Thyborøn.  <i>Foto: Henrik Bo</i>

Her scorer Sebastian Barthold et spektakulært mål mod Lemvig-Thyborøn.  Foto: Henrik Bo

LEMVIG:Det er sjældent, at Aalborg Håndbold i den grad har haft grund til at juble over en sejr over Lemvig-Thyborøn, som det var tilfældet efter søndagens møde i den vestjyske stationsby, der så nok er mest kendt for at blive nævnt i den legendariske Tørsfisk-sang om den lokale togforbindelse.

Det var stort set umuligt at klemme så meget som en pebernød mere ind i Arena Vestjylland Forsikring, da Aalborg Håndbolds omrejsende håndboldcirkus var en tur i Lemvig. 

Efter et næsten historisk lavpunkt med fire nederlag på stribe blev Lemvig-Thyborøn kørt over med et højhastighedstogs fart, da man gæstede en af VLTJ-banens hjembyer. De første tre minutters indsats fra Aalborg siger alt om indstillingen. Den var helt på plads, og Lemvig-Thyborøn var blot blind passager på Aalborgs sejrstog.

Nu er det ikke fordi, at en sejr ude over Lemvig-Thyborøn skal være definerende for Aalborg Håndbold, men det nok så sejrsvante mandskab havde i den grad brug for to point og en sejrssang, hvilket man fik på ganske overbevisende og opløftende vis mod vestjyderne.

Senest Aalborg Håndbold tabte fire i streg var fra 2. til 12. december 2017. Dengang tabte Aalborg Håndbold til PSG Handball, Skjern, GOG og Nordsjælland.

Her er det nærmest helt nostalgisk at notere sig, at hele tre nuværende Aalborg Håndbold-spillere var at finde på det PSG-hold, der besejrede Jan Larsens daværende tropper. Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og Jesper Nielsen tørnede alle ud for PSG dengang.

Dengang tabte Aalborg Håndbold til en flok verdensstjerner. Nu er det de samme verdensstjerner, der taber til hold som Skanderborg Aarhus, Kolding og Nantes, men her er det vigtigt at pointere, at de stadig er nogle af spillets dygtigste udøvere. Det får de rig lejlighed til at bevise i de kommende kampe, hvor der venter Aalborg Håndbold et udfordrende program.

Hårdt program i vente

De kommende modstandere er Barcelona, Skjern, Kiel, BSH, inden man slutter af med en pokalkvartfinale ude mod GOG 18. december. Resultaterne af disse kampe vil blive langt mere definerende for Aalborg Håndbold og opfattelsen af det storstilede håndboldprojekts indsats i denne sæson. Klarer man sig godt igennem særligt kampene på dansk jord, vil der ikke være noget at komme efter, når store dele af Aalborg-truppen stempler ind til landsholdstjeneste efter jul.

Aalborg Håndbolds angrebsspil fungerede godt mod Lemvig-Thyborøn. Ikke mindst på grund af Mads Hoxer og Mikkel Hansen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Aalborg Håndbolds angrebsspil fungerede godt mod Lemvig-Thyborøn. Ikke mindst på grund af Mads Hoxer og Mikkel Hansen. Foto: Henrik Bo

Men det havde været problematisk og potentielt selvforstærkende, hvis man havde ramt en stime på potentielt syv kampe uden sejr. Derfor var sejren over Lemvig-Thyborøn vigtig, om end den var forventet.

Spillet har periodevis kørt som smurt i olie for Aalborg Håndbold i denne sæson. Sikre sejre ude over Skjern og Sønderjyske plus en magtdemonstration ude mod Pick Szeged aftvinger respekt. Derfor har de seneste fire kampes nederlag også ramt selvforståelsen - nok i virkeligheden mest hos klubbens sejrsvante fans. 

Bedømt ud fra de mange kommentarer på Facebook ville det være sundt for mange Aalborg-fans at prøve at holde med en klub, der ikke normalt vinder titler på stribe og har succes som en indbygget del af klubbens DNA. 

Det er helt skudt ud af hallen, når Aalborg Håndold-"fans" kræver Stefan Madsens afgang. Det er dumt. Ja, undskyld ordvalget, men vi taler om den mest succesfulde klubtræner i dansk håndbold. En mand, der har været og er en hjørnesten i Aalborg Håndbolds kurs mod verdenstoppen. At kræve Madsens afgang er helt og aldeles perspektivforladt. 

Det er omtrent ligeså usagligt, når man begynder at skyde mod Mikkel Hansen, Palmarsson og de øvrige stjernespillere. Ring til Carsten Thygesen i Skjern, og spørg, om han vil overtage en af de to førstnævnte. Det tror jeg gerne, han vil. Det kan godt være, at de ikke funkler i hver kamp, men de er stadig store stjerner.

Skaden har indtil videre været minimal. Aalborg Håndbold skal nok gå videre fra sin Champions League-pulje, og man skal nok stå på banen til de afgørende kampe, når DM-trofæet skal finde sin næste ejer. Sæsonen afgøres ikke i november og december, og det ved man godt hos storklubben, hvor anfører René Antonsen flere gange har pointeret, at Aalborg Håndbold nok skal være der, når det skal afgøres.

Lemvig-Thyborøn - Aalborg Håndbold 29-36

  • Håndbold, HTH Herreligaen
  • Stillinger undervejs: 0-3, 3-6, 4-9, 5-10, 9-11, 10-14, 13-18 (pause), 14-22, 20-27, 24-31, 27-34
  • Mål for Aalborg: Sebastian Barthold 6, Lukas Sandell 5, René Antonsen 5, Mads Hoxer 4, Kristian Bjørnsen 4, Mikkel Hansen 4, Aron Palmarsson 3, Andreas Flodmann 2, Felix Claar 2, Benjamin Jakobsen 1.
  • Udvisninger: Lemvig-Thyborøn 4, Aalborg 1
  • Tilskuere: 1400

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.